SAS vil ikke refundere brændstoftillæg

Hidtil har det været praksis, at man hos SAS kunne få refunderet brændstoftillæg på ubenyttede billetter, selvom billettypen er ikke-refunderbar. Denne praksis vil SAS ændre for alle reservationer foretaget fra den 14. september og fremad.

Når man rejser med SAS er der i billettens pris indeholdt et brændstoftillæg, der også kan identificeres som den såkaldte YQ-tax.

Ved seneste regulering af brændstoftillæg, der skete per 16. juli i år, er de aktuelle satser fastsat til € 17 (127 kroner) for indenrigsrejser i Danmark, € 32 (238 kroner) for rejser indenfor Skandinavien og Europa samt € 130 (968 kroner) for interkontinentale rejser.

Der er vel at mærke tale om tillæg per strækning. På de laveste billetpriser i Skandinavien og Europa er tillægget dog kun det halve.

Hidtil har det været praksis, at kunderne har kunnet få refunderet brændstoftillægget på billetter, der var ikke-refunderbare. Men disse regler ændrer SAS for alle reservationer foretaget fra den 14. september 2011 og fremad.

Mister næsten 2.000 kroner på New York-billet

Det betyder rent konkret, at hvis man køber den billigste ikke-refunderbare returbillet med SAS fra København til New York i november måned, vil man skulle betale en samlet pris på 3.988 kroner inklusive skatter og afgifter.

Af denne pris er i alt 1.938 kroner brændstoftillæg. Hidtil har man været i stand til at få refunderet dette tillæg i tilfælde af, at billetten blev annulleret, selvom betingelserne for selv billetten foreskriver, at selve billetprisen ikke kan tilbagebetales.

Fremover vælger SAS således at beholde de næsten 2.000 kroner, som er specificeret som brændstoftillæg.

“Vi har valgt fremover atfølger samme praksis som en del andre flyselskaber. Samtidigmener vi, at det er et fåtal der bliver ramt af det, idet forretningsrejsende, der oftest har brug for at refundere billetter, typisk rejser på mere fleksible billettyper,“ forklarer Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing og EuroBonus hos SAS.