Amsterdam Schiphol Airport.

Schiphol-lufthavnen er blevet overhalet

Schiphol Lufthavn ved Amsterdam er ikke længere den fjerdestørste i Europa. Lufthavnen blev i 2014 overhalet med to mio. passagerer og Frankfurts position på trejdepladsen er nu også truet.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i sidste uge, så overhalede Københavns Lufthavn i 2014 lufthavnen i Zürich og rykkede op på 15. pladsen på listen over Europas største lufthavne. Men også længere oppe i tabellen er der blevet byttet om på pladserne i 2014. Således er Amsterdams Schiphol Lufthavn blevet fortrængt fra fjerdepladsen.

Det er ikke overraskende Istanbuls Atatürk-lufthavn, der sidste år var nummer fem. Men med en passagervækst på 11,1 procent i 2014 i Istanbul nåede lufthavnen op på over 56,9 mio. passagerer. Schiphol-lufthavnen havde kun en vækst på 4,6 procent og landede på 54,9 mio. passagerer – to mio. passagerer mindre end i Istanbul.

91 procents vækst
Passagertallet i Istanbül Atatürk er vokset med 91,2 procent over de seneste fem år – primært drevet af Turkish Airlines eksplosive vækst. Og selvom 11,1 procents vækst er meget sammenlignet med andre store europæiske lufthavne, så er det faktisk den laveste vækstgrad i lufthavnen de seneste fire år. I 2011, 2012 og 2013 lå væksten på henholdsvis 16,3 procent, 20,6 procent og 13,8 procent.

Men selv hvis væksten i Istanbul tager lidt af, så kan lufthavnen meget vel gå hen og blive Europas tredjestørste allerede i år. Den nuværende indehaver af tredjepladsen, Frankfurt Lufthavn, voksede kun med 2,6 procent i år til lidt over 59,5 mio. passagerer – kun 2,6 mio. flere passagerer end i Istanbul. Så selvom Frankfurt ender med at vokse med fem procent i 2015, så skal Istanbul blot vokse 10 procent for at nå op på siden af Frankfurt. Og med den fart Turkish Airlines har på, så er det bestemt ikke urealistisk.

Med lidt held i sprøjten, så kan Paris Charles de Gaulle’s andenplads faktisk også være inden for rækkevidde for Istanbul Atatürk i år eller næste år. Hvis Charles de Gaulle fastholder 2014’s vækst på 2,8 procent og Atatürk er i stand til at vokse med 15 procent, så vil tyrkerne kunne passere franskmændene og kalde sig Europas næststørste lufthavn.

Verdens bedste lufthavn
På listen over verdens største lufthavne kommer Istanbul Atatürk Lufthavnen sandsynligvis også til at springe op ad listen. De foreløbige opgørelser for de første ni måneder af 2014 viser, at lufthavnen i den periode var verdens 12. største lufthavn. Året før var den verdens 18. største lufthavn.

Istanbul Atatürk Lufthavn blev i 2013 kåret som verdens bedste lufthavn af Air Transport News, og af Skytrax som Europas bedste lufthavn i klassen 40-50 mio. passagerer.

London Heathrow er med knap 73,4 mio. passagerer i 2014 stadig Europas suverænt største lufthavn. Lufthavnens passagerantal voksede dog kun med 1,4 procent, da kapaciteten er udnyttet mere end 99 procent. Derfor ulmer diskussionen om en tredje landingsbane da også fortsat.