Boeing 727-flyet fra Iran Aseman Airlines, der udførte verdens sidste passagerflyvning med denne model. Foto: Babak Taghvaee, Twitter

Sidste passagerflyvning med Boeing 727

Iran Aseman Airlines har foretaget den sidste flyvning med passagerer om bord på den ikoniske Boeing 727, der blev introduceret for over 50 år siden.

En æra med den succesfulde tremotorede Boeing 727 er slut.

I søndags fløj denne flytype sin endegyldigt sidste passagerflyvning mellem to iranske byer. Det var Iran Aseman Airlines, der som operatør fløj ruten EP851 fra Zahedan til Teheran Mehrabad International Airport – en to timer lang iransk indenrigsflyvning.

Iran Aseman Airlines var det eneste tilbageværende flyselskab i verden til at betjene passagervarianten af Boeing 727-200. Den sidste flyvning med Boeing 727 blev foretaget med det 39 år gamle fly med registreringen EP-ASB. Da det aldrende fly landede i Teheran, markerede det samtidig slutningen på næsten 55 år med Boeing 727 som passagerfly.

Stadig fragt- og VIP-fly
Boeing 727-flyet, der fløj den sidste passagerflyvning, blev leveret til Air France i 1980. Flyet overgik til Iran Aseman Airlines i oktober 1994, og det blev således også flyets sidste operatør.

Den iranske journalist Babak Taghvaee har lagt en video på det sociale medie Twitter, hvor han rapporterer med flyet i baggrunden på forpladsen i Teheran-lufthavnen, efter det er landet. Se videoen i bunden af artiklen.

Boeing 727 anses som det første succesfulde fly i kort- og mellemdistanceklassen. Flyet var med til forme flyindustrien, som vi kender den i dag. Modellen forlader dog ikke himlen helt. Boeing 727 fortsætter som fragtfly, ligesom der stadig findes flere VIP-fly af denne type.

Datidens moderne fly
Debuten til den tremotorede Boeing 727 kom i 1963, og dengang var flyet ’state-of-the-art’. Flyet kunne medtage flere passagerer end alle andre daværende kort- og mellemdistancefly. Og det kunne operere med højere hastigheder og med lavere driftomkostninger pr. passager.

Boeing 727 til passagerer blev bygget i to varianter: Boeing 727-100 og -200. Boeing nåede at producere 1.832 fly af denne type, og det sidste rullede ud fra samlefabrikken i 1984. Flyet havde plads til mellem 149 og 189 alt afhængig af indretning, og det kunne tilbagelægge en distance på op til 5.000 kilometer.

Det forhenværende danske flyselskab Sterling Airlines, der gik konkurs i 2008, er tidligere operatør af Boeing 727. I perioden fra 1975 til 1993 betjente selskabet op til 16 fly af denne model.

I videoen på Twitter-opslaget herunder ses den Boeing 727, der fløj typens sidste passagerflyvning:

Relaterede artikler:

Boeing på vej mod sommer nummer 100

Dansk flyselskab bliver jubilæumskunde hos Boeing

Donald Trump i tidligere Sterling-fly