Skærpede passagerkrav til Rumænien

Fra lørdag den 16. februar skal flyselskaberne på forhånd sende informationer om flypassagererne til de rumænske myndigheder for at tillade ombordstigning.

Fra i morgen bliver det mere besværligt at rejse til og fra Rumænien. Lørdag den 16. januar indfører myndighederne i det østeuropæiske land krav om, at flyselskaberne på forhånd sender informationer om passagererne.

Det er det såkaldte APIS-krav, som man kender fra Rusland, Tyrkiet, Irland og Storbritannien samt fra oversøiske destinationer som USA, Canada og Australien.

At Rumænien indfører APIS (Advance Passenger Information System, red.), medfører at alle flyselskaberen skal sørge for elektroniske at fremsende informationer om passagererne, før ombordstigning kan finde sted.

Der skal oplyses navn, fødselsdato, køn, nationalitet, bopælsland, pastype, pasnummer, udløbsdato samt udstedelsesland.

SAS flyver mellem København og Bucharest, og selskabet oplyser, at APIS-informationerne automatisk bliver registreret, når rejsende foretager check-in af bagage via mobile tjenester. Passagerer med håndbagage skal derimod køre passet gennem selvbetjeningsautomaterne i lufthavnen.

Manuel registrering i Rumænien
SAS understreger, at der ikke skal opdateres APIS-informationer i bookingerne.

Da APIS-reglerne også er krævet ved afrejse fra Rumænien, vil der ifølge SAS være en manuel procedure ved afrejse fra rumænske lufthavne.

Kravene fra de rumænske myndigheder er ikke så strenge, som man kender det fra eksempelvis USA. Her skal APIS-informationer fremsendes til myndighederne senest 72 timer før den rejsende stiger om bord på et fly med kurs mod USA. Derimod stiller Canada og Storbritannien krav om, at APIS-registrering sker senest ved check-in.

Fra Danmark er der i dag kun en flyrute til Rumænien. Det er SAS-ruten mellem København og Bucharest, der opereres to gange om ugen i vinterhalvåret og dagligt om sommeren. Fra Billund Lufthavn åbner Wizz Air den 23. juli en rute til Cluj-Napoca i Rumænien. Her vil APIS-proceduren også være gældende.