- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Skytrax: Helsinki Lufthavn er Nordens bedste

Siden 2014 har Københavns Lufthavn haft titlen som Nordens bedste lufthavn, men den danske storlufthavn er i 2018 blevet overhalet af sin evige konkurrent.

Skytrax har netop offentliggjort listen over verdens 100 bedste lufthavne i den prestigefyldte World Airport Awards.

Her var det endnu engang Changi-lufthavnen i Singapore, der løb af med sejren. Men set ud fra et regionalt nordisk perspektiv, var det interessant at notere sig, at der har været et tronskifte, hvad angår den bedste lufthavn i Norden.

Sidste år kom Københavns Lufthavn ind som nummer 15 på verdenslisten, mens Helsinki Airport blev nummer 17. De to nordiske lufthavne har gennem flere år duelleret om positionen som den bedste nordiske lufthavn, og i 2018 er det atter den finske hovedstadslufthavn, der er kommet højest i tabellen.

Således fik Helsinki Airport en 16. plads ved årets afstemning, mens Københavns Lufthavn måtte se sig henvist til 19. pladsen. Ikke siden 2013 har Helsinki Airport været foran CPH.

“Vi ønsker at flytte folk så gnidningsløst som muligt. Vi gør vores bedste for at skabe grundlaget for gnidningsløse rejser og høj kundetilfredshed – også i fremtiden. Vi tilbyder en sikker, troværdig og unik kundeoplevelse, og jeg byder alle velkommen til selv at opleve den positive atmosfære i Helsinki Airport,” siger Ville Haapasaari, der er direktør for Helsinki Airport, der drives af den finske lufhavnsoperatør Finavia.

Flot Billlund-placering
Med placeringen som nummer 16 på den globale liste har Helsinki Airport samtidig fem europæiske lufthavne foran sig. Det er München, London-Heathrow, Zürich, Frankfurt og Amsterdam, der alle fik flere stemmer i den globale afstemning.

De øvrige to skandinaviske storlufthavne i Stockholm og Oslo blev placeret som henholdsvis nummer 58 og 61 på den globale liste med mange europæiske konkurrenter foran sig.

Billund Lufthavn finder man på en plads nummer 87 på top100-listen, der er blevet til på grundlag af en bruttoliste på 550 lufthavne. Det giver samtidig den internationale vestdanske lufthavn en flot placering som nummer syv blandt de 10 bedste regionale lufthavne i Europa.

Skytrax World Airport Awards 2018 er baseret på lidt flere end 13,7 millioner besvarede spørgeskemaer fra over 100 forskellige nationaliteter blandt flypassagerer, der har rejst fra august 2017 til februar 2018. Omkring 550 lufthavne over hele verden er dækket af undersøgelsen, der vurderer de rejsendes erfaring med check-in, ankomst, transfer, shopping, sikkerhedskontrol samt immigrationskontrol.

 

Relaterede artikler:

Hæder til danske lufthavne

Europas bedste lufthavn åbner ny terminal

Singapore Changi fortsat verdens bedste lufthavn