Skyways præsenterer planer for dansk indenrigs i næste uge

Mansvell-selskabet Skyways har fortsat planer om at gå ind på de danske indenrigsruter, selvom selskabet i første omgang ikke har fået fat i Cimber-fly. Konkrete ruteplaner præsenteres i næste uge.

Selvom de i første omgang ikke har fået fingre i fly fra Cimber Sterling-boet, så har svenske Skyways fortsat en ambition om at melde deres ankomst på de danske indenrigsruter.

“Det er fortsat vores ambition at udvikle vores forretning i Danmark, og vi er stadig interesserede i at flyve danske indenrigsruter,“ siger Peter Browall, kommerciel direktør i Skyways.

Selskabet regner således med at præsentere de første ruteplaner i næste uge.

Peter Browall peger desuden på, at tidsfristen for kuratellet i Cimber Sterling-boet til at få solgt resterne, endnu ikke er udløbet. Den udløber først i morgen. Han vil dog ikke uddybe, om det betyder, at Skyways og ejeren Mansvell Enterprise kan forventes at købenoget af det, der er tilbagei boet efter søsterselskabet.

Mansvell Enterprise, der også ejede Cimber Sterling, har allerede købt flyvedligeholdelsesforretningen Cimber Air Maintanance Center og Cimber Air Data af konkursboet. Cimber Air Maintanance Center kommer fremover til at hedde Skyways Technics.

Planen med Skyways Technics er at virksomheden fremover skal vedligeholde fly for andre flyselskaber i Mansvell-gruppen. Foruden Skyways er det blandt andet også ukrainske Aerosvit.Desuden skal selskabet gerne vedligeholde fly for eksterne kunder.

Peter Browall vil dog ikke komme ind på, om Skyways Technics får det nye Cimber A/S som kunde. Det selskab regner ellers med i fremtiden at operere flere af de CRJ-fly og ATR-fly, som tidligere blev vedligeholdt hos Cimber Air Maintanance.