Slut med debat om Aarhus Lufthavns placering

Aarhus Lufthavns bestyrelsesformand Ango Winther (S), der er Aarhus Kommunes repræsentant i bestyrelsen, opfordrer til at stoppe diskussionen om lufthavnens placering. Bestyrelsen tror fuldt og fast på, at lufthavnen har en fremtid.

Siden den tyske besættelsesmagt i 1944-45anlagde Tirstrup Lufthavn ca. 43 kilometer udenfor Aarhus, har der været utallige diskussioner i byen og regionen om lufthavnens placering.

For oprindeligt var det meningen, at benyttelsen af Tirstrup Lufthavn (nu Aarhus Lufthavn) som civil lufthavn skulle være midlertidig, men til efteråret har denne midlertidige løsning varet i 65 år.

Men nu skal det være slut med at stille spørgsmål om lufthavnens placering. Det mener bestyrelsesformand Ango Winther (S), der opfordrer til, atman lægger fortiden bag sig.

“Bestyrelsen for Aarhus Lufthavn har taget hul på en ny tidsalder, og har lagt det gamle årtusind bag sig, sammen med heldigvis rigtig mange andre, heriblandt også mange velplacerede erhvervsfolk,“ siger Ango Winther.

Netop hovedaktionæren Aarhus Kommune, som Ango Winther repræsenterer, har ved mange lejligheder været på banen med kritik af lufthavnens placering. Men nu lader det til, at der er fælles fodslag med de øvrige aktionærer, der er kommunerne i Randers, Norddjurs og Syddjurs.

Styrket tropå fremtiden

På baggrund af en netop gennemført strategikonference har bestyrelse og ledelse udarbejdet en strategiplan, der skal føre Aarhus Lufthavn sikkert ind i fremtiden.

“Når bestyrelsen tager disse skridt, er det fordi, vi tror på, at Aarhus Lufthavn har en fremtid. Den tro kommer ikke mindst, fra det vi oplever dagligt, nemlig en øget interesse for Aarhus Lufthavn både fra såvel passagerer som selskaber. Det munder ud i såvel flere passagerer og flere afgange, og flere forbindelser,“ siger Ango Winther.

Han fremhæver bl.a. den direkte rute til Helsinki opereret af Sun-Air of Scandinavia i samarbejde med Finnair. En rute, der giver one-stop forbindelse til det finske luftfartsselskabs rutenetværk bestående af snart 10 destinationer i Asien. Men også det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air´s nye rute til Gdansk giver anledning til optimisme i den østjyske lufthavn.

Og ifølge Ango Winther pågår der løbende forhandlinger med henblk på at skabe nye forbindelser ind og ud af Aarhus Lufthavn til “meget interessante lufthavne.“

Forbedret infrastruktur

Den forbedrede infrastruktur til lufthavnen har betydet, at transporttiden er blevet reduceret for passagererne. Det er Djursland-motorvejen med tilkobling til E45 nord for Aarhus, der har forbedret tilgængeligheden samtidig med anlæggelsen af den såkaldte vestlige adgangsvej fra Kolind-krydset.

Herudover ønsker man motorvejen forlænget fra Løgten frem til Grenå. Transportmininsteren har bl.a. afsat 2 millioner kroner til en forundersøgelse af projektet.

“Er det for meget at forlange, at kræfterne forenes om udvikling af den lufthavn vi har, og med den forbedrede infrastruktur er flyttet meget tættere på, og så lægge al snak om flytning af Aarhus Lufthavn bag os, og sammen være med til at udvikle Aarhus Lufthavn?“ spørger bestyrelsesformand Ango Winther retorisk.

Og han forsætter: “Personligt mener jeg ikke en diskussion om en flytning er relevant. Aarhus Lufthavn ligger ikke længere væk tidsmæssigt end mange andre lufthavne gør i forhold til nærmeste storby, snarere tværtimod. Og en flytning vil planlægningsmæssigt indeholde umulige udfordringer, så min appel skal være, støt op om de initiativer der gøres i Aarhus Lufthavn, og som allerede har vist sin gevinst.“

Der er ingen tvivl om, at de utallige debatter og diskussioner om lufthavnens placeringkan have skabt en berettigettvivl om regionens opbakning til lufthavnen. Hvis “baglandet“ i Aarhus Kommune følger bestyrelsesformandens opfordring, vil lufthavnen givetvis fremover kunne få mere arbejdsro til at fokusere på udviklingsmulighederne fremfor at skulle forsvare en geografisk placering, som trods alt må antages at have taget en permanent karakter.

Foto: Bestyrelsesformand Ango Winther (S), Aarhus Lufthavn A/S.