Stockholm-Arlanda Lufthavn (Foto: Peter Phillips)

Snart kan også Arlanda være fortid

Det er ikke kun i Norge, at man har arbejdet på at omdøbe landets største lufthavn. I Stockholm mener flere politikere og kulturpersonligheder nu, at også Arlanda skal skifte navn.

Navnene Arlanda, Kastrup, Vantaa og Gardermoen forbindes af de fleste med navnene på de fire største lufthavne i Norden. I går kom det frem, at Gardermoen ikke længere er en del af navnet på Oslo-lufthavnen, og snart skal det måske også være fortid med ”Arlanda” som en del af navnet på Stockholms storlufthavn.

I Sverige ruller debatten nemlig om, hvorvidt Arlanda-lufthavnen skal omdøbes til Raoul Wallenberg International Airport.

Raoul Wallenberg var en svensk diplomat, som under anden verdenskrig i 1944 fik udstedt midlertidige svenske pas til tusinder af ungarske jøder, hvilket reddede dem ud af landet og sikrede dem overlevelse.

Det er med reference til en lang række byer, hvis lufthavne er opkaldt efter landsmænd, at blandt andre 30 svenske politikere og kulturpersonligheder nu foreslår navneskiftet. Charles de Gaulle (Paris), John F Kennedy (New York), Willy Brandt (Berlin), John Lennon (Liverpool) og Lech Walesa (Gdansk) er bare blot nogle få eksempler på lufthavne opkaldt efter landsmænd.

Fin tanke, men nej
Det er langtfra første gang, at der bliver foreslået navneforandring til Arlanda-lufthavnen, der blev indviet i 1959, som afløser for den centrale Stockholm Bromma Lufthavn. Men heller ikke denne gang er der umiddelbar udsigt til, at Arlanda kommer til at skifte navn.

”Jeg synes det er sjovt, at der findes et så stort engagement i Arlanda Lufthavn og vores navn. Det er en fin tanke, men vi har ingen planer om at skifte navn,” siger Lena Rökaas, vicedirektør i Arlanda Lufthavn.

Lena Rökaas henviser til, at navnet, Stockholm Arlanda, er godt indarbejdet og kendt i udlandet. Desuden har navnet historiske rødder. Arlanda nævnes første gang i et middelalderdokument, som det latinske navn for området, hvor lufthavnen ligger i dag.

Ifølge vicedirektøren var det en af grundende til, at netop Arlanda-navnet vandt navnekonkurrencen i 1950’erne. Hun fastslår slutteligt, at en eventuel navneændring på lufthavnen, som drives af det statsejede selskab Swedavia, er et anliggende for den svenske stat.