I Sønderborg Lufthavn stod en række skrællede fly. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Sønderjyder vil ikke bruge gamle Cimber Sterling-fly

Det nye sønderjyske flyselskab skal bruge ATR-fly, men ønsker ikke at overtage to ældre ATR-72 fly fra konkursboet efter Cimber Sterling.

I maj eller juni skal et nyt sønderjysk flyselskab efter planen gå i luften med en rute mellem Sønderborg og København. Bag selskabet står en række sønderjyske erhvervsvirksomheder med Air Alsie i spidsen. Efter planen skal Air Alsie operere et eller to ATR-fly for det nye selskab.

Air Alsie har endnu ikke indgået en aftale om køb eller leasing af fly til det nye flyselskab. I Sønderborg står to ATR-72 fly ellers opmagasineret. De stammer fra konkursboet efter Cimber Sterling og indtil nu er det ikke lykkedes boets kuratorer at sælge flyene.

Men kuratorerne skal ikke regne med, at Air Alsie banker på døren med et købstilbud på de to fly.

”Vi ønsker at anskaffe nyere ATR-fly, og ikke fly, der har haft mere end 30.000 landinger bag sig. Det vil give for mange driftsforstyrrelser,” siger administrerende direktør Henrik Therkelsen fra Air Alsie til CHECK-IN.dk.

Strides om ejerskab
I december kunne CHECK-IN.dk fortælle hvordan kuratorerne for Cimber Sterling-boet kæmper en brav kamp med at få solgt de i alt 11 fly, som selskabet selv ejede, da det gik konkurs i maj sidste år. Indtil videre er det lykkedes at sælge tre ATR-42 fly og et ATR-72 fly til Danish Air Transport. Tilbage er to ATR-72 fly og fem CRJ-fly, som selskabet Cimber A/S i øjeblikket lejer af konkursboet og opererer for SAS på en række feederruter ind til København. Salgsprocessen besværliggøres af, at kuratorerne og en række panthavere strides om ejerskabet til flere af flyenes motorer.

Air Alsies kommende ATR-fly vil i Sønderborg flytte ind ved siden af Nordeuropas største værksted for ATR-42 og ATR-72 fly, Skyways Technics. I lufthavnen på Als bor også selskabet Cimber A/S, der opererer et ATR-72 fly for SAS på ruten mellem København og Billund og snart skal til at operere et ATR-72 fly mere for SAS på København – Aarhus. Endelig er lufthavnen som nævnt hjemsted for de ATR-fly fra boet efter Cimber Sterling, som det endnu ikke er lykkedes kuratorerne at sælge.

Læs også:

Nytindenrigsflyselskab på vej