Direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Spies-fremgang trods uro i verden

Spies fordoblede i 2015/16 resultatet før skat og er sammen med det skandinaviske moderselskab den mest succesfulde enhed i Thomas Cook Group.

Britiske Thomas Cook Group kan i år fejre 175 års fødselsdag, mens Spies som en del af Thomas Cook Northern Europe i år kan fejre 60 år i det danske rejsemarked. Såvel koncernen som det danske selskab er still-going-strong med flotte økonomiske resultater i finansåret fra 1. oktober 2015 til 30. september 2016.

Hos Spies blev overskuddet før skat på 62,8 mio. kroner mod 34,1 mio. kroner året før, så her var der mere eller mindre tale om en fordobling. Toplinjen voksede dog kun med 10 mio. kroner til 1.590 mio. kroner, så overskuddet er primært hentet på en stærk og sund drift.

Dermed har den danske afdeling af Thomas Cook Northern Europe, der endvidere tæller blandt andet Ving i Sverige og Norge, Tjäreborg i Finland samt flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, bidraget stærkt til, at moderselskabet kommer ud med endnu et rekordresultat. Det blev på 1.447 mio. svenske kroner, hvilket er en resultatforbedring på 17 procent sammenlignet med perioden året før.

“Årets resultat for Spies A/S er meget stærkt. Vi er både stolte af og tilfredse med vores flotte årsregnskab. Det kan ses som et bevis på vores kunders store tilfredshed med os som rejsearrangør,” udtaler administrerende direktør Jan Vendelbo i en pressemeddelelse.

Rekordresultatet i Thomas Cook Northern Europe er skabt på trods af terrorattentater og politiske uroligheder, der har reducereret efterspørgslen væsentligt til rejsemål som Tunesien, Egypten og Tyrkiet, der tidligere var blandt nogle af de mest populære destinationer. I stedet er det lykkedes at flytte efterspørgslen over til først og fremmest Spanien, men også i et vist omfang til Grækenland og Kroatien.

Leverer 40 procent af koncernoverskuddet
Hos Thomas Cook Northern Europe er salget for vinteren 2016/17 en smule bagefter sidste års stærke salgstal, men trods alt er 74 procent af den samlede kapacitet solgt på nuværende tidspunkt. Det har dog været nødvendigt i gennemsnit at sælge rejserne to procent billigere end året før. Men hos Spies i Danmark er man godt tilfredse med vintersalget på det danske marked.

“Vintersalget ser godt ud, først og fremmest til De Kanariske Øer, og sommersalget 2017 er begyndt yderst tilfredsstillende, specielt til vores nyhed Almería på det spanske fastland,” siger Jan Vendelbo.

Spies og Thomas Cook Northern Europe kan glæde sig over at være den mest succesfulde rejsearrangør-enhed i koncernen. Ud af en samlet omsætning på 7.812 mio. britiske pund står det nordiske moderselskab for blot 15 procent, men når det kommer til overskuddet, repræsenterer Thomas Cook Northern Europe omkring 40 procent af koncernresultatet før skat på 308  britiske pund, hvilket svarer til 2,7 mia. danske kroner. Bruttofortjenesten er samtidig rekordhøj med 30,4 procent, hvilket er det dobbelte af Continental Europe-enheden i koncernen.

Koncernledelsen har da også fået øje på, at Thomas Cook Northern Europe er bedst i koncernen til at optimere indtjeningen gennem de såkaldte supplerende indtægtskilder. Derfor er der blevet igangsat et projekt, hvor den nordiske enhed skal være “best practice” model for de øvrige selskaber. Endelig har Thomas Cook Northern Europe og dermed også Spies været gode til at integrere koncernens “New Operating Model”.

“Vores integrerede forretningsmodel, hvor vi kontrollerer hele rejseforløbet fra bestilling til hjemkomst, bidrager til, at vi opnår en høj belægning på vores fly og vores egne koncepthoteller som Sunwing Family Resorts, Sunprime Hotels og Ocean Beach Club by Sunwing. Salget via internettet er effektivt – således bestiller 80 procent af vores gæster deres rejser på nettet, siger en tilfreds Spies-direktør.

 

Relaterede artikler:

Spies-gæster skal hjælpe med at fylde Emirates-fly

TUI udfordrer Spies

Spies: Lave priser fjerner terrorfrygt

Pæne overskud hos charterarrangører

Spies er atter størst i Danmark