Stadig besparelser at hente på rejseudgifterne

Booking af billetter i god tid og forhandling om størrelsen af brændstofgebyrer og lignende kan give store besparelser i virksomhedernes rejseudgifter.

Erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel (CWT) har identificeret 20 områder, hvor det stadig er muligt for virksomhedernes rejseplanlæggere at hente besparelser. Ifølge bureauet udgør flyrejser mere end halvdelen af en gennemsnitlig virksomheds rejseudgifter. Den generelt pressede markedssituation for flyselskaberne skaber både nye udfordringer og nye muligheder for virksomhedernes rejseplanlæggere.

CWT’s råd til at opnå endnu større besparelser på rejseudgifterne er blandt andet:

Forhandle nedsættelse eller fritagelse for luftfartsselskabernes tilknyttede gebyrer og ekstra tillæg. CWT vurderer, at disse udgifter udgør omkring seks procent af en virksomheds udgifter til lufttransport. Kun 55 procent af rejseplanlæggerne holder, ifølge CWT, øje med hvor meget virksomheden bruger på gebyrer til luftfartsselskaberne.

Forhandle en refundering af brændstoftillæg. Refusionen kan udbetales i slutningen af året baseret på størrelsen af virksomhedens rejseudgifter. Brændstoftillæggene udgør mellem 7 og 12 procent af udgifterne til flytransport. Virksomhederne oplever i stigende grad, at flyselskaberne i stigende grad adskiller brændstoftillæggene fra de faktiske omkostninger.

Foretage regelmæssig revision i virksomhedens Global Distribution System (GDS) for at kontrollere, at forhandlede billetpriser er blevet indlæst korrekt. I et casestudie var seks procent af de forhandlede billetpriser blevet uploadet forkert eller for sent. Det betyder mistede besparelser.

Overvåg tilgængeligheden af bookingklasserne hos de enkelte flyselskaber på de ruter virksomhederne ofte benytter. Dermed kan rejseplanlæggerne sikre, at de forhandlede betingelser er reelt er til rådighed.

Opmuntre og opdrage virksomhedens rejsende medarbejdere i vigtigheden af at booke så tidligt som muligt. Booking af billetter i god tid giver stadig betydelige besparelser, især på internationale økonomi billetter. 75 procent af rejsende booker mindre end 14 dage i forvejen. Her er ifølge CWT en betydelig mulighed for yderligere besparelser.

Vær mere opmærksom på besparelser på biludlejning, som repræsenterer i gennemsnit syv procent af de samlede rejseudgifter. Virksomheder, der har fokus på biludlejning, har sparet mellem seks og 24 procent, afhængig af faktorer som volumen og region.

“Vi ser, hvor vigtigt det er at forhandle på grundlag af de samlede udgifter, og ikke bare de basale billetpriser, biludlejningspriser eller værelsespriser. Leverandørerne er generelt åbne for forhandlinger om ekstra udgiftsposter såsom tilknyttede gebyrer. Dette kan gøre en enorm forskel for virksomhedernes rejseudgifter,” forklarer Vincent Lebunetel, leder af CWT Solutions Group i Europa, Mellemøsten og Afrika.