Star Alliance-selskab solgt til kapitalfond

Den slovenske regering har solgt 91,6 procent af aktierne i Adria Airways til en europæisk kapitalfond.

Efter at havehaft et”til salg“- skilt hængende om halsen siden januar 2015 har det statsejede slovenske flyselskab Adria Airways endelig fundet sin nye ejer. Den slovenske stat har netop solgt 91,6 procent af aktierne til den tyske kapitalfond 4K Invest.

Flyselskabet Adria Airways er en del af Star Alliance, og flyselskabet er med sine 12 fly og omkring 1 million årlige passagerer et af alliancens mindste selskaber.

Aftalen med den tyske kapitalfond indebærer, at den slovenske stat skyder yderligere 23 millioner kroner i Adria Airways gennem en kapitalforhøjelse, mens 4K Invest selv bidrager med 7,5 millioner kroner.

Salgsprisen var på blot 750.000 kroner, men den symbolske pris betød også, at det nationale flyselskab blev reddet fra en truende konkurs.

Salget kommer lidt over tre år efter, at den slovenske stat senest forsøgte at privatisere selskabet, som staten på det tidspunkt ejede omkring 70 procent af. Men nu er salget altså lykkedes, og den slovenske stat håber på, at 4K Invest kan vende den dårlige udvikling i selskabet.

Ny strategi for Adria Airways
De nye ejere i 4K Invest har forhandlet om Adria Airways med Slovenian Sovereign Holding (SDH), der på samme tid har stået for salget af en række andre slovenske statsvirksomheder.

Ifølge pressemeddelelsen ser SDH på 4K Invest som en de førende i turnaround af virksomheder i Europa. På den måde håber den slovenske stat, at 4K Invest vil udvikle Adria Airways til et bedre flyselskab. Salget til den tyske fond er ifølge den slovenske stat og Slovenian Sovereign Holding den bedst mulige løsning på en ellers mulig konkurs.

Den tyske kapitalfond har som ambition at fokusere på markeder i Slovenien, Albanien, Kosovo og Makedonien, men vil stadig beholde Adria Airways´ forbindelser til resten af verden gennem Star Alliance. 4K Invest regner desuden med løbende at tilføre nye og mere moderne fly til selskabets flåde. Herudover vil aftalen med Nordic Aviation Group i Estland blive bevaret.

Adria Airways har i dag en ugentlig afgang mellem Sloveniens hovedstad, Ljubljana, og Københavns Lufthavn. Der er endnu ikke informationer om, hvorvidt der skal tilføjes eller laves om i de ruter, som flyselskabet betjener i dag.