Stigende vrede mod CAU fra skandinaviske SAS-kolleger

CAU er en trussel mod fremtiden for SAS. Det mener norske og svenske piloter på baggrund af overenskomstforhandlingerne mellem SAS og de danske kabineansattes organistion CAU, hvor CAU holder fast på særkrav.

(OPDATERET)

SIDSTE NYT: SAS nåede i nat til enighed med alle 4 organisationer for kabinepersonalet samt de 4 pilotforeninger. Det betyder, at det opsatte sparemål på 500 mio. svenske kroner gennem reduktion i lønninger, pensioner m.v. for det flyvende personale blev nået. I alt har SAS i 2009 og 2010 opnået besparelser på samlet 2,1 mia. svenske kroner gennem forhandlinger med fagforeningerne.

—–

Sammenholdet smuldrer hos de ansatte i SAS. Flere frustrerede norske og svenske SAS-medarbejdere har i går kontaktet boarding.dk ivrede over, at CAU fortsat står udenfor sammenholdet i det økonomisk plagede skandinaviske luftfartsselskab.

Baggrunden er de overenskomstforhandlinger, der har pågået i forligsinstitutionenden seneste uge mellem SAS-ledelsen og kabinepersonalets fagforening CAU. Her forsøger CAU angiveligt at forhandle særkrav for de danske kabineansatte. Det er faldet de norske og svenske kabineansattesamt alle selskabets piloter for brystet.

“Med sit egoistiske spil, vil CAU sende SAS i direkte retning mod en konkurs,“sagde en norsk SAS-pilot torsdag til boarding.dk.

De skandinaviske regeringer har i forbindelse med tilsagnet om opbakning til en ny kapitaludvidelse stillet krav om, at SAS reducerer omkostningerne til det flyvende personale med ca. 500 mio. kr. Hvis dette krav ikke opfyldes, kan håndsrækningen fra de tre skandinaviske regeringer ikke blive effektueret. Dermed kan SAS komme i en situation, der kan blive ganske alvorlig for selskabet.

Boarding.dk er kommet i besiddelse af to skrivelser, som den norskepilotforening har udsendt til sine medlemmer. Heri hedder det bl.a.:

“Det er nye og svære tider for branchen, men troen på SAS-forretningsplanen og den videre eksistens er stor. Ejerne har imidlertid ikke til hensigt at drive SAS videre uden at alle ansatte grupper solidarisk løfter hver sin del. Hvis CAU ikke løfter sin del af den krisepakke vi i fællesskab har givet tilsagn til, vil selskabet ophøre med at eksistere.“

Det hedder videre i skrivelsen: “CAU bestyrelsen har sat sig selv i en situation, hvor de ikke kan vinde. Det retfærdiggør på ingen måde, at man tager hele selskabet med sig i faldet. CAU bestyrelsen har sat sine medlemmer i en håbløs situation i forhold til sine kollegaer, og den påfører nu selskabet en uoprettelig skade,“ hedder det i meddelelsen.

CAU-formand Verner Lundtoft Jensen plejer ikke at være sen til at bruge medierne som løftestang, når forhandlingerne med SAS går i hårdknude. Denne gang er der påfaldende tavshed fra formanden, der åbenbart er gået i flyverskjul for pressen. På CAU´s hjemmeside har der de seneste par dage været en ganske kort meddelelse.

“CAU får stadig flere henvendelser om status på overenskomstforhandlingerne mellem CAU og SAS. Imidlertid foregår forhandlingerne i den danske forligsinstitution, hvilket betyder, at forhandlingerne sker under forligsmandsloven, og er derfor underlagt en tavshedspligt.

CAU kan derfor ikke udtale sig om de pågående forhandlinger, og af respekt for forligsmanden og dennes muligheder for at manøvre hen imod en snarlig løsning ønsker vi heller ikke at udtale os,“ hedder det i en meddelelse på CAU´s hjemmeside.