Norwegian Boeing 787-9 (Foto: Atle Straume)

Større fly mellem København og Boston

Norwegian vil i den kommende sommer flyve med 344-sæders Boeing 787-9 Dreamliner fly til Boston. Dermed kommer der 52 flere sæder til salg per afgang.

Når sommertrafikprogrammet træder i kraft den 26. marts 2017, vender Norwegian tilbage til ruten mellem København og Boston, som man har besluttet at vinterlukke.

Dermed bliver der atter to flyselskaber på ruten, når SAS og Norwegian skal flyve i direkte konkurrence. Der er dog tale om vidt forskellige produkter og målgrupper. Norwegian kommer ind en gang om ugen med selskabets store Boeing 787-9 Dreamliner, der har plads til ikke færre end 344 passagerer, mens SAS flyver dagligt med et specialbygget Boeing 737-700 fly, der har plads til 80 passagerer, hvoraf 20 er på Business Class.

Boeing 787-9 flyet afløser det mindre 787-8 fly, som Norwegian benytter på ruten i dag. Med det større Dreamliner-fly på ruten kan Norwegian have plads til 309 Economy Class-passagerer på den enlige afgang per uge, mens SAS samlet vil kunne tilbyde 420 Economy Class-sæder per uge ved at flyve dagligt med Boeing 737-mellemdistanceflyet, der har fået monteret større brændstoftanke.

Det store Boeing 787-9 fly bliver ikke alene indsat på Boston-ruten fra København, men vil også trafikere ruten fra Oslo til Boston, der også flyves én gang ugentligt.

Tilfredsstillende belægning
Da Norwegian besluttede at vinterlukke ruten var der berettiget tvivl om, hvorvidt det norske lavprisflyselskab ville vende tilbage, og om SAS ville forsøge at indsætte større fly i mellemtiden. Men ved at øget kapaciteten fra 292 på Boeing 787-8 flyet til 344 sæder på Boeing 787-9 har Norwegian understreget, at der er en tilfredsstillende ruteøkonomi i sommerhalvåret.

SAS startede op på Boston den 29. marts i år, mens Norwegian først kom til den 12. maj.

Trafikstyrelsens statistikker fra 1. april til den 31. august i år viser, at der samlet har været 26.425 passagerer på flyvningerne København-Boston-København samt en udbudt kapacitet på 34.144 sæder på de to selskabers Boston-ruter. Det svarer til en samlet belægning på 77,4 procent, hvilket må antages at være tilfredsstillende for de første fem måneder af en interkontinental ruteopstart.

 

Relaterede artikler:

Norwegian lukker Boston-ruter fra Skandinavien

SAS viser Privat Air-maskine frem

Ingen planer om stort fly på Boston-rute

SAS åbner Boston-rute fra CPH

Norwegian åbner Boston-rute fra CPH