Norwegians Boeing 787-9 Dreamliner forud for levering i Seattle. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Store Dreamliner-fly på Europa-rute

Norwegian vil i sommeren 2017 flyve med 344 sæders Dreamliner-fly mellem Oslo og Nice. Premium-sæderne er forbeholdt en særlige gruppe passagerer.

Når sommertrafikprogrammet træder i kraft i slutningen af marts måned næste år, vil Norwegian for første gang indsætte de store Dreamliner-fly i fast rutedrift på en europæisk rute gennem en længere periode.

Det bliver i første omgang de rejsende fra Oslo, der kommer til at mærke det forberede produkt, når Norwegian fra den 26. marts og frem til den 4. juni vil flyve to gange om ugen mellem Oslo og Nice med Boeing 787-8 Dreamliner med plads til 292 passagerer. Fra den 5. juni flyves der fortsat to gange om ugen, men i stedet med det store Boeing 787-9 fly, der har plads til 344 passagerer. Og når højsæsonen sætter ind fra den 18. juni og frem til den 28. juli, er det stadig versionen med 344 sæder, der flyver fire gange om ugen suppleret med yderligere 10 ugentlige afgange med Boeing 737-800 fly, der har plads til 186 passagerer.

Det bliver eftermiddagsafgangen på rutenummer DY1406/1405, der får Dreamliner-betjening. I den forreste del af kabinen er der på 787-9´eren 35 Premium-sæder, der kan benyttes af alle rejsende, der har købt en Flex-billet. De øvrige sæder i kabinen er reserveret til de passagerer, der rejser på LowFare og LowFare+.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Norwegian i forhold til, om der er andre europæiske ruter, der vil få Dreamliner-betjening næste år. Sommertrafikprogrammet for 2017 er stadig under finpudsning og forventes først helt på plads i løbet af et par måneder.

Sjældent med langdistancefly på Europa-ruter
Det er ikke sædvanligt, at flyselskaberne benytter langdistancefly på de europæiske ruter. Turkish Airlines har i en periode fløjet med Airbus A330-200 fly med plads til 250 passagerer mellem Istanbul og København, mens Icelandair i løbet af det kommende vintertrafikprogram vil indsætte et 262 sæders Boeing 767ER fly på ruten mellem Keflavik og København.

Herudover har British Airways i en periode for et par år siden benyttet Boeing 767-fly med 247 sæder mellem London-Heathrow og København.

På chartermarkedet kunne man sidste år opleve Thomas Cook Airlines Scandinavia flyve med 396-sæders A330-fly på ugentlige charterflyvninger mellem København og henholdsvis Mallorca og Rhodos.

 

Relaterede artikler:

Icelandair med Boeing 767 til CPH

Turkish Airlines med langdistancefly fra CPH

Kom sovende til London

Drømmeflyet på skandinavisk jord

Norwegians Dreamliner ankommer 30. juni