Store krav til forundersøgelse af ny Aarhus-lufthavn

Det kan komme til at tage Aarhus Kommune lang tid at udarbejde alt det materiale, som Trafikstyrelsen forlanger, at en forundersøgelse af en ny Aarhus-lufthavn skal indeholde.

I starten af september mødtes transportminister Hans Christian Schmidt og Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard for at aftale det videre forløb frem mod, at Trafikstyrelsen og ministeren kan vurdere Aarhus Kommunes planer om at anlægge en ny storlufthavn tættere på Aarhus end den nuværende Aarhus-lufthavn.

Aarhusianerne blev bedt om at tage hjem og lave en række forundersøgelser, inden de satte gang i det helt store arbejde med udarbejdelse af VVM-undersøgelse med videre.

Temmelig omfattende liste
Nu har Trafikstyrelsen sendt en liste til Aarhus Kommune med de ting, som styrelsen gerne ser, at kommunen undersøger. En temmelig omfattende liste, der har fået rådmand Bünyamin Simsek (V) til at spå, at det kan tage mere end et år for kommunen at udarbejde materialet.

”Med den liste af analyser kan det ikke laves på tre måneder. Min vurdering er, at vi realistisk vil kunne levere de her ting til næste nytår,« siger rådmanden til Jyllands-Posten.

Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S), sagde ellers efter mødet med ministeren i september, at han forventede, at Aarhus havde materialet klar ved udgangen af året.

Påvirkning af andre lufthavne
Trafikstyrelsen forlanger, at Aarhus Kommune leverer en forretningsplan med finansieringsplan og anlægs- og driftsbudget samt en trafikanalyse, der viser en ny Aarhus-lufthavns påvirkning af både tog, bus, færger og ikke mindst andre lufthavne.

»Beskrivelse af, hvor trafikken kommer fra, herunder hvad der er ny trafik, og hvad der kommer fra Aalborg, Billund, Sønderborg, Karup lufthavne m.v.,” skriver Trafikstyrelsen blandt andet i sit brev til kommunen.

Og endelig, så skal Aarhus Kommune præsentere en omfattende samfundsøkonomisk analyse, der viser gevinster for erhvervsliv og borgere.