SUN-AIR har indviet ny rute til Stockholm-Bromma

I går morges kl. 07:40 lettede det første SUN-AIR fly med kurs mod Stockholm City (Bromma-lufthavnen).

Udbuddet af flybilletter fraVestdanmark til den svenske hovedstad bliver nu forøget markant. Det sker gennem åbningen af SUN AIR´s nye rute fra Billund til Bromma.

Den nye rute appellerer kraftigt til forretningsrejsemarkedet, idet der flyves til den centrale Bromma-lufthavn kun 7 km fra centrum af Stockholm. Da fartplanen samtidig tilbyder en morgenafgang i kombination med en sen eftermiddagsafgang, skulle forudsætningerne være opfyldt for at tiltrække forretningsrejsende på ruten.

SUN AIR INAUG BMA

Der var glæde i Billund Lufthavn ved den første Bromma-afgang.

“Vi harvalgt SUN-AIR. fordi vores kontor i Stockholm ligger tæt på Stockholm-Bromma lufthavnen. Vi synes også, at servicen er en tand bedre hos SUN-AIR end hos andre flyselskaber, “ udtaler Bjarne Korshøj fra Vattenfall i Danmark.

Vattenfall Danmark er en del af den svenske Vattenfall koncern, der er en af Europas største energiproducenter. I Danmark er selskabet bl.a. repræsenteret i København, Esbjerg og Fredericia.

SUN-AIR oplyser, at der indtil videre er gode bookingtal på ruten, der flyver på hvedage kl. 07:40 og 17:00 fra Billund Lufthavn. Fra Stockholm er der afgang kl. 09:20 og 18:45. Flyvetiden er på en time og 20 minutter, og der flyves med Dornier D38-jet.