- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sun-Air lukker Aalborg-rute

SAS har endnu engang presset Sun-Air væk fra en af de jyske udenrigsruter. Denne gang er det ruten fra Aalborg til Oslo, som ikke genåbner efter julepausen.

Sun-Air, der flyver som franchiseoperatør for British Airways, måtte den 1. oktober i år lukke ruten mellem Aarhus og Oslo efter 27 års uafbrudt drift.

Årsagen til rutelukningen var den nye konkurrence fra SAS, der siden den 9. april havde fløjet i konkurrence på Oslo-ruten. Men nu må Sun-Air lukke endnu en rute, og denne gang er det ruten mellem Aalborg og Oslo, der er blevet opereret sidste gang fredag den 14. december.

Ruten skulle efter planen have startet op efter julepausen mandag den 14. januar 2019, men også på denne rute har konkurrencen fra SAS været medvirkende til, at Sun-Air opgiver at flyve videre.

”Generelt er der for stor kapacitet mellem Jylland og Oslo, og vi satte ved begyndelsen at året et større fly ind på ruten, men det er ikke lykkedes at tiltrække flere passagerer, ligesom indtægterne per passager er faldet. Hvis markedet skulle ændre sig, er vi dog klar til at vende tilbage,” siger Sun-Air´s administrerende direktør Kristoffer Sundberg til CHECK-IN.dk.

Tre konkurrenter gennem tiden
Oprindeligt startede Sun-Air mellem Aalborg og Oslo helt tilbage i 2003. Sidenhen kom der i efteråret 2009 konkurrence fra det daværende Cimber Sterling, og derfor lukkede Sun-Air i foråret 2010 ned som følge af overkapacitet i markedet.

Da Cimber Sterling gik konkurs i maj 2012, valgte Sun-Air at genåbne ruten, og herefter var Norwegian også i 10 måneders periode i 2013-14 inde på ruten med en stor Boeing 737-800 med plads til 186 passagerer.

SAS etablerede sig mellem Aalborg og Oslo i marts 2017, og derefter blev det sværere for Sun-Air. Som et led i en ny flådestrategi blev der i januar i år indsat 32-sæders Dornier 328JET i stedet for de ældre Jestream turbopropfly, der blot havde plads til 19 passagerer. Men det var ikke nok til at sikre grundlaget for ruten, der nu endegyldigt lukkes.

Frem til rutelukningen fløj Sun-Air to gange dagligt fra mandag til torsdag suppleret af en eftermiddagsrotation fredag eftermiddag. Derimod flyver SAS kun fem gange om ugen med en morgenafgang mandag og en eftermiddagsafgang på de øvrige dage med undtagelse af tirsdage og lørdage. Dermed vil det fremover kun være én ugentlig morgenafgang til Oslo, og det er hver mandag.

 

Relaterede artikler:

Sun-Air presset væk fra Aarhus-rute

Sun-Air reducerer på Oslo-ruter

Større fly på rute fra Aalborg til Oslo

Aalborg Lufthavn: Plads til to selskaber på Oslo-rute