Norwegian-fly i Midtjyllands Lufthavn. (Arkivfoto: Ole Kirchert Christensen)

Svag opbakning fra kommuner til Karup-undersøgelse

Norwegian har gennemført en undersøgelse blandt kommuner og virksomheder i Midt- og Vestjylland. Under halvdelen af Karup Lufthavns ni ejerkommuner deltog i undersøgelsen, selvom de står klar med en redningspakke til 10 mio. kroner.

Fire hverdagsafgange på indenrigsflyruten mellem Karup og København dækker ikke erhvervslivets behov. Det var en af hovedkonklusionerne ved et dialogmøde i Karup Lufthavn den 7. september med repræsentanter fra lufthavnens ni ejerkommuner samt det lokale erhvervsliv.

På mødet i september slog Norwegian fast, at der skulle flere fritidsrejsende på ruten, førend der kunne indsættes flere frekvenser. Og et tæt samarbejde med lufthavnens ni ejerkommuner og de respektive turistorganisationer i tilknytning hertil, skulle skabe dette grundlag.

Et af resultaterne fra mødet var, at Norwegian i samarbejde med Karup Lufthavn efterfølgende skulle iværksætte en undersøgelse, der har til formål at afdække om afgangstidspunkterne for de nuværende fire frekvenser passer til behovet.

Besvarelser fra fire ud af ni kommuner
I undersøgelsen deltog fire kommuner og 51 virksomheder. Det er bemærkelsesværdigt, at blot fire ud af lufthavnens ni ejerkommuner har fundet det interessant at besvare spørgeskemaet. Det mener Norwegian, dog ikke er udtryk for manglende opbakning.

“Det ligger der ikke så meget i. Jeg forholder mig til de tal, som vi har fået ind. Jeg er glad for, at der trods alt har været fire kommuner, der har haft tid til at svare. Det jeg oplevede på dialogmødet i september var, at alle var enige om en fælles front,“ forklarer Johan Bisgaard Larsen, der er presse- og markedschef for Norwegian i Danmark.

Den manglende kommunale opbakning til spørgeskemaundersøgelsen står i skærende kontrast til, at de ni ejerkommuner netop har bevilget en redningspakke på 10 mio. kroner til den trængte midt- og vestjyske lufthavn.

“Karup Lufthavn bidrager til, at det er godt for virksomhederne at ligge i Midt- og Vestjylland. Den er vigtig for vores erhvervsliv, og er en del af det, der sikrer, at vi har arbejdspladser,“ sagde borgmester Carsten Kissmeyer fra Ikast-Brande Kommune for et par dage siden til DR Midt & Vest i sin egenskab af næstformand for lufthavnens bestyrelse.

Flere afgange
Undersøgelsen viser, at erhvervslivet er tilfredse med morgenafgangen kl. 06.45 fra Karup. Men afgangen kl. 09.15 er ikke interessant for de midt- og vestjyske virksomheder, der hellere vil have et afgangstidspunkt omkring kl. 08.00.

Hjem fra hovedstaden er de fleste af respondenterne af den opfattelse, at afgangen kl. 17.45 ligger for sent. Hele 44 procent af virksomhederne i undersøgelsen vil foretrække en afgang kl. 17.00.

Senest afgang fra København til Karup er kl. 20.00. Det er åbenbart lige tidligt nok for de fleste, idet 24 procent ønsker en afgang kl. 22.00 og 15 procent en afgang kl. 22.30.

Norwegians presse- og markedschef erkender da også, at der er behov for flere afgange på ruten. “Det er derfor, at vi skal have flere rejsende på ruten. Sommerprogrammet for 2013 er allerede lagt fast med fire daglige afgange, men når vi kigger mod vinteren 2013/14 vil vi se på, om det er muligt at finde alternative løsninger.“

Men baseret på efterspørgslen skal det midt- og vestjyske erhvervsliv nok ikke regne med flere afgange i vinterhalvåret. Norwegian har allerede besluttet at reducere fra fire til tre hverdagsafgange i januar og februar månedi det nuværende vintertrafikprogram.

Det er især virksomheder i kommunerne i Struer og Viborg, der har mange rejsende og vurderer betydning af Karup Lufthavns muligheder højt. Netop disse to kommuner er hjemsted for henholdsvis Bang & Olufsen samt Grundfos.