Svenske selskaber samles under ét navn

Malmö Aviation og Sverigesflyg bliver ét selskab med navnet BRA. De to selskaber sidder på en tredjedel af det svenske indenrigsmarked.

Som CHECK-IN.dk som de første kan fortælle i dag, så vil SAS angiveligt omdøbe Cimber A/S til Red 1, når SAS får konkurrencemyndighedernes godkendelse af købet.

Det bliver dog ikke det eneste navneskifte, som skandinavisk luftfart kommer til at opleve i 2015. Således har de to svenske flyselskaber Malmö Aviation og Sverigesflyg annonceret, at de fra efteråret bliver samlet under navnet BRA – der betyder godt på svensk.

Navnet er en forkortelse for Braathens Regional Aviation. Begge selskaber indgår nemlig i Braathens Aviation-koncernen, der også tæller Braathens Regional. Det selskab får ikke nyt navn. Det opererer hovedsageligt som underleverandør for SAS og sælger ikke selv billetter. Det gør Malmö Aviation og Sverigesflyg derimod.

”Navnet BRA har flere dimensioner. For det første tager det udgangspunkt i, at Braathens’ historie går helt tilbage til 1946 og det er noget, der forpligter. Vi har Sveriges mest tilfredse kunder i 2014, og nu ønsker vi at være en endnu bedre løsning for Sveriges indenlandske rejsende. Vi er overbeviste om, at det er godt for Sverige,” siger Anders Ehrling, administrerende direktør i Malmö Aviation og CEO for Braathens Aviation.

Deres eget selskab
De to selskaber sidder tilsammen på en tredjedel af det svenske indenrigsflymarked. Det nye selskab vil blive inddelt i otte geografiske regioner med lokale organisationer, der kan adressere det enkelte marked direkte.

”Vi går imod den fremherskende tendens i branchen og vil være tæt på de rejsende i alle de regioner, vi flyver fra. Regionschefernes mission er at have fokus på kommunikation til lokalmiljøerne, og vores håb er, at regionerne vil føle, at BRA er deres helt eget flyselskab, siger Anders Ehrling.

I forbindelse med lanceringen af det nye navn vil rejsende også mærke enklere løsninger i forbindelse med transfer og nye digitale løsninger. Indtil efteråret vil virksomhederne fortsat operere under navnene Malmö Aviation og Sverigesflyget.