Svenskere opgiver CPH som knudepunkt

Air Sweden har opgivet planen om at gøre Københavns Lufthavn til knudepunkt for ruter fra Nordsverige til Europa og Mellemøsten.

Københavns Lufthavn må sandsynligvis skyde en hvid pil efter at blive knudepunkt for svenske Air Swedens flyvninger mellem Nordsverige og Europa samt Mellemøsten. Den 4. januar i år sagde Air Swedens direktør, Stig-Erik Dahlberg, ellers til CHECK-IN.dk, at selskabet ville gøre København til omdrejningspunktet for sit trafikprogram.

”Vi har valgt København, da den passer bedst til vores forretningsidé om at skabe den bedste forbindelse fra Europa og verden til den svenske del af Lapland og Umeå,” sagde Stig-Erik Dahlberg i januar til CHECK-IN.dk.

Den gang var det planen den 28. februar at indlede daglige flyvninger mellem København og Umeå, hvor selskabet på det tidspunkt havde sin hjemmebase. Derudover ville det svenske flyselskab også to gange om ugen flyve fra København til Skopje i Makedonien, og én gang om ugen til henholdsvis Amman i Jordan og Beirut i Libanon.

Sidenhen blev Amman droppet, Umeå blev skiftet ud med Skellefteå og to irakiske destinationer kom også på listen med destinationer fra København, ligesom en plan om at flyve til Norrköping blev lanceret. Alt sammen dog uden at det indtil videre er blevet til noget. Igen og igen udskydes ruteopstarterne.

Men nu afslører et kig i Air Swedens bookingsystem, at det ikke længere er planen at flyve sydpå fra København. Nu er det kun planen at flyve til Karlstad og Skellefteå fra starten af september. I stedet er Frankfurt udset til at være Air Swedens kommende primære destination i Europa. Ikke med fly videre til Sydeuropa og Mellemøsten. Kun med forbindelser fra en håndfuld svenske byer.

Lav belægning
Air Sweden er et såkaldt virtuelt flyselskab, der ikke selv har tilladelse til at operere fly. Derfor var det et fly fra Estonian Air på det estiske selskab AOC-tilladelse, der blev brugt, da Air Sweden i få uger i foråret gennemførte en række flyvninger mellem flere svenske byer og London Stansted. Men meget lav belægningsprocent betød, at de flyvninger blev indstillet. Og Air Sweden har ikke siden gennemført flyvninger.

Det er derfor usikkert om det nuværende ruteprogram nogensinde bliver realiseret.

Det har siden januar ikke været muligt for CHECK-IN.dk at komme i kontakt med Air Swedens direktør, Stig-Erik Dahlberg.