Syvende Ryanair-rute til Aarhus Lufthavn

Ryanair kunne i går offentliggøre en ny vinterrute fra Aarhus Lufthavn til Las Palmas på Gran Canaria. Ruten kan øge lufthavnens antal af udenrigspassagerer i vinterhalvåret med op til 15 procent.

Aarhus Lufthavn er en udpræget sommerlufthavn, når man ser på udenrigsrutetrafikken. De fleste af udenrigsruterne er nemlig sæsonruter, der flyves i det syv måneder lange sommertrafikprogram.

Derfor var det en tiltrængt opmuntring for lufthavnen, da det irske lavprisflyselskab Ryanair i går kunne annoncere en ny vinterrute til Las Palmas på Gran Canaria.

Ryanair´s topchef Michael O´Leary havde lagt vejen forbi Aarhus Lufthavn i forbindelse med en præsentationstur, hvor ni nye skandinaviske vinterruter til henholdsvis Las Palmas og Tenerife blev afsløret.

Ryanair vil fra den 1. november og hver fredag til udgangen af marts måned næste år flyve én gang om ugen til De Kanariske Øer. Dermed kommer Ryanair til indirekte at konkurrere med charterarrangøren Star Tour, der hver fredag i vinterhalvåret har en charterflyvning fra Aarhus Lufthavn til Las Palmas. Star Tour har plads til 148 passagerer på Jet Time-flyet, mens Ryanair har 189 sæder at udbyde på selskabets Boeing 737-800 fly.

Det betyder, at Aarhus Lufthavn har risiko for at kannibalisere på chartertrafikken til Gran Canaria, der i sæsonen 2012/13 bragte 6.900 passagerer ind i trafikstatistikken.

Stor kapacitetsøgning på udenrigsrutetrafik
Ryanair vil i løbet af vintertrafikprogrammet tilbyde 22 rundture fra Aarhus til Gran Canaria, hvilket svarer til et udbud på 8.316 flysæder. Det repræsenterer 17 procent af det samlede antal udenrigsrutepassagerer i perioden fra november 2012 til marts 2013. I alt 48.399 passagerer benyttede lufthavnens udenrigsruter i den seneste vintersæson.

Dermed kan Ryanair-ruten øge antallet af udenrigsrutepassagerer med op til 15 procent i den østjyske lufthavn i den kommende vintersæson. Meddelelsen om den nye Gran Canria-rute fra Ryanair vækker da også glæde hos Ango Winther, der er lufthavnens arbejdende bestyrelsesformand.

“Vi glæder os meget over, at vi i vinterhalvåret nu kan tilbyde det jyske rejsepublikum adgang til dette populære og eftertragtede rejsemål,“ hedder det i en pressemeddelelse.

Ryanair flyver hele året rundt til London-Stansted, mens destinationerne Alicante, Girona-Barcelona, Málaga, Oslo og Palma de Mallorca betjenes i sommerhalvåret. Med vinterruten til Las Palmas kommer Aarhus Lufthavn op på syv Ryanair-ruter.