- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tættere på lufthavnsudvidelse i Sønderborg

Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune skal nu indstille til byrådet, i hvilken retning lufthavnen skal udvikle sig og til hvilken pris.

Fremtiden for Sønderborg Lufthavn ser ud til at skulle afklares i 2018.

Efter et omfattende analysearbejde skal politikerne i Sønderborg Kommune snart tage stilling til, hvad man vil med den lokale lufthavn på Als. En lufthavn, der i første omgang er livlinen til Købenavns Lufthavn og dermed også til flyforbindelser videre ud i verden.

Men i Danmarks 17. største kommune kan og vil man selv. Ambitionen er, at der i fremtiden skal være udenrigsrutetrafik direkte fra den sønderjyske lufthavn til vigtige destinationer i Europa. Det vil ifølge en udarbejdet strategiplan kræve en udvidelse af lufthavnen samt øget salg og markedsføring for at tiltrække nye flyselskaber.

“Sønderborg Lufthavn spiller en central rolle i forhold til at understøtte vores lokale erhvervsliv og sikre udviklingen af hele området. Dygtige folk har derfor brugt en del energi på at opstille nogle gennemarbejdede scenarier for fremtiden. Nu skal vi politikere afgøre, hvilken retning lufthavnen skal udvikles i,” fastslår borgmester Erik Lauritzen (S).

Omkostningstung udvidelse
Det bliver dog ikke billigt at indfri de lokale ambitioner, selvom planerne for udbygning af lufthavnen er opdelt i moduler, således at planerne er økonomisk ansvarlige og kan tilpasses de konkrete resultater.

Hvis den samlede plan gennemføres er der tale om en investeringsramme på 348 millioner kroner og et samlet årligt driftstilskud på 62 millioner kroner. Til gengæld vil lufthavnen fra 2027 begynde at tjene penge, hvis budgetterne holder.

Pengene skal blandt andet bruges til at opføre en ny terminal, udvide rullevejene samt bygge en ny brandstation. Herudover skal der etableres flere parkeringspladser, ligesom der skal gøres plads til at opføre nye hangarer.

Vigtig byrådsbeslutning
Strategiarbejdet er gennemført i tæt samarbejde mellem Sønderborg Kommune og Sønderborg Lufthavns Advisory Board.

“Det har været en både grundig og interessant proces. Vi har fået en stor opbakning fra både interne og eksterne interessenter, som har været gode til både at støtte og udfordre vores ideer. Den opbakning har sikret os et meget værdifuldt grundlag for de beslutninger, der nu skal tages,” siger Jesper Schack fra lufthavnens Advisory Board og til daglig administrerende direktør i SELF ApS.

Hos erhvervslivet håber man, at byrådspolitikerne er klar til at sætte vægt bag den opbakning, der hidtil har været omkring projektet.

“Det er vigtigt, at der bliver taget en politisk beslutning om lufthavnens fremtid. Vi står i et vadested for lufthavnen. Hvis vi skal udvikle Sønderborg Lufthavn til en markant spiller blandt de regionale lufthavne, så er det nu, der skal rykkes. Derfor håber jeg, at et samlet byråd vil bakke op om planerne,” fastslår Gerhard Bertelsen, der er formand for Erhvervsudvalget.

 

Relaterede artikler:

Sønderborg Lufthavn vil lokke med økonomisk støtte

Sønderborg Lufthavn skal bruge 410 mio. kroner