Terminalbrand lukker Rom-lufthavn

En natlig brand har lukket Terminal 3 i Roms Fiumicino-lufthavn indtil i dag kl. 14.00. SAS har aflyst seks flyvninger til og fra Rom og planlægger at indsætte et ekstra fly i morgen.

Flytrafikken til og fra Roms Fiumicino-lufthavn er i dag kraftig påvirket af en brand, der i nat hærgede et underjordisk bagageanlæg i lufthavnens Terminal 3, der huser de internationale flyafgange.

Ingen personer er kommet til skade ved branden, men flere er indlagt med symptomer på røgforgiftning, skriver de internationale nyhedsbureauer.

På et tidspunkt var der indsat 20 slukningskøretøjer fra brandstationer uden for lufthavnen for at sikre en effektiv bekæmpelse af ilden.

Lukket til kl. 14.00
Lufthavnen er foreløbigt lukket indtil i dag kl. 14.00, og det har haft konsekvenser for en række flyselskaber, der har måttet aflyse flyvninger til og fra den italienske hovedstadslufthavn.

SAS har i dag aflyst returflyvninger fra Stockholm, København og Oslo til Rom, hvilket svarer til i alt seks flyvninger. Til gengæld har SAS besluttet at indsætte et ekstra fly i morgen tidlig. Dette fly forlader Stockholm kl. 07.00 med ankomst i Rom kl. 10.10 og returnerer kl. 11.00 mod Stockholm.

Den alternative lufthavn Rom-Ciampino er i drift, hvorfor Ryanairs passagerer ikke er mærket af uregelmæssigheder.