Thai Airways flyver som normalt

Trods den ustabile politiske situation i Thailand efter militærkuppet flyver Thai Airways som normalt. Billetter, der er bestilt før den 22. maj, kan frit ændres.

Internationale nyhedsmedier rapporterer, at stemingen i Bangkok er meget anspændt efter militærkuppet i sidste uge. Et natligt udgangsforbud mellem kl. 22.00 om aftenen og kl. 05.00 om morgenen sætter sine begrænsninger for turisterne i den thailandske hovedstad. Undergrundsbanen MRT stopper kl. 20.00 mens BTS Skytrain stopper med at køre hver aften kl. 21.00.

Men til trods herfor, bekræfter Thai Airways International, at flyselskabet opererer normalt, selvom den ustabile politiske situation byder på udfordringer.

Det thailandske flyselskab bekræfter, at udgangsforbuddet ikke omfatter rejsende til og fra lufthavnene, men samtidig anbefales det, at rejsende, der er på vej til eller fra Bangkok´s Suvarnabhumi-lufthavn til enhver tid skal kunne fremvise ID og rejsedokumenter på forlangende. Derfor skal rejsende også påregne ekstra transporttid mellem hotellerne i Bangkok og den internationale lufthavn.

Thai Airways oplyser, at rejsende frit kan ændre alle billetter og reservationer, der er foretaget før den 22. maj 2014 og med afrejse mellem den 23. maj og den 31. maj. Disse billetter kan forlænges frem til den 30. juni uden ændringsgebyr. Det er dog ikke muligt at få sin billet refunderet, med mindre der i forvejen er købt en billettype, der er refunderingsbar.

Demonstrationer mod kupmagere
I løbet af mandagen var der demonstrationer i shopping-distriktet Ratchaprasong i det centrale Bangkok rettet mod de militære kupmagere, ligesom der også blev afviklet en demonstration ved Sejrsmonumentet.

Som det er tilfældet ved den slags begivenheder, opfodres turister og andre rejsende at holde sig på afstand, idet der kan forekomme skyderier. Samtidig skal man til enhver tid følge opfordringer og råd fra myndighederne.

Indtil videre er det primært den thailandske hovedstad, der er centrum for demonstrationerne. I de store turistområder ved Krabi eller på øen Phuket er der foreløbigt ikke rapporteret om begivenheder, der kræver særlig agtpågivenhed.

Der er til stadighed en risiko for at opholde sig i det sydlige Thailand omkring grænsen til Malaysia. I provinserne Yala, Pattani, Narathiwat samt Songkhla foregår der til stadighed voldshandlinger inklusive terroristangreb og bombesprængninger, der næsten dagligt kræver dødsofre. Derfor har Udenrigsministeriet igennem flere år frarådet alle ikke-nødvendige rejser til området.