Thai: Ingen planer om Airbus A380 i CPH

Selvom SAS sommerlukker ruten København – Bangkok afviser Thai Airways at ville sætte deres nye Airbus A380-fly ind på ruten.

(SHENZHEN) Flyspottere og andre luftfartsentusiaster kommer til at kigge langt efter en Airbus A380 i Københavns Lufthavn. I hvert fald en fra Thai Airways.
Selskabet benytter idag en Boeing 747-400 på ruten. Men selvom SAS sommerlukker sin rute, så får det ikke Thai Airways til at overveje at indsætte et større fly.
“København er en dejlig destination, som vi er meget glade for at flyve til. Men vi har ingen planer om benytte vores Airbus A380-fly på ruten,“ siger Thai Airways’ øverste direktør, Sorajak Kasemsuvan, til CHECK-IN.dk.
Han tiltrådte som direktør for det thailandske luftfartsselskab i midten af oktober, og torsdag havde han muligheden for at hilse på sine direktørkolleger i Star Alliance, da alliancen ved en ceremoni i Shenzhen i Kina bød alliancens 27. medlem, Shenzhen Airlines, velkommen.
Dobbeltdækker på Amager
Thai Airways har for nylig modtaget sin første A380’ere og har i alt bestilt seks. Ifølge Sorajak Kasemsuvan er det planen at indsætte flyene på Tokyo Narita, Frankfurt, Paris Charles de Gaulle, Sydney eller Melbourne og til sidst London Heathrow.
Det er i dag ikke muligt at operere fast med en Airbus A380 fra Københavns Lufthavn, men lufthavnen har tidligere erklæret, at man på forholdsvis kort tid er i stand til at foretage de nødvendige opgraderinger og tilbygninger, hvis et luftfartsselskab måtte ønske at bringe dobbeltdækkerflyet til Amager.