Thai udfordrer charterflyselskaber med rute til Phuket

Fra 4. november 2011 flyver Thai Airways fra Københavns Lufthavn til Phuket i det sydlige Thailand. Det er den første direkte rute mellem Europa og Phuket for Thai Airways, der flyver til ferieøen tre gange ugentligt med en Boeing 747 jumbojet.

Københavns Lufthavn har fået endnu en direkte interkontinental rute. Denne gang er det Thai Airways, der åbner ny rute til Phuket i det sydlige Thailand.

Dermed forstummer spekulationerne om hvor Thai Airways ville ekspandere i Skandinavien. Forud for offentliggørelsen af vinterfartplanen var det ventet, at Thai Airways ville øge antallet af flyvninger til Skandinavien – enten med flere afgange til Bangkok eller måske endda direkte fly fra København til Phuket. Det skrev CHECK-IN.dk alleredei begyndelsen af april måned.

Og det blev altså den sidstnævnte mulighed, som Thai Airways valgte.

Phuket er en af skandinavernes foretrukne vinterdestinationer og fra 4. november 2011 åbner Thai Airways en direkte rute til den tropiske ferieø med tre ugentlige forbindelser i vintersæsonen til og med marts.

Det er første gang, at Thai Airways opretter en direkte rute mellem Europa og Phuket, og der indsættes en Boeing 747-400 – en jumbojet med plads til 389 passagerer – på ruten.

I Københavns Lufthavn er der glæde over at Thai Airways udvider fra den danske hovedstadslufthavn.

”Vi er stolte over, at Thai Airways har valgt at etablere endnu en rute fra København. Der har været hård konkurrence blandt europæiske lufthavne om at få netop denne rute, da selskabet kun har ét fly til rådighed til en ny rute fra Europa i 2011. Valget af Københavns Lufthavn understreger vores position som Skandinaviens største lufthavn og et af de vigtigste Star Alliance hubs i Europa,” siger salgs- og markedsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn.

Men hos charterflyselskaberne er der ikke samme begejstring af spore. Eksempelvisopererede Thomas Cook Airlines i seneste vintersæson 17 ugentligeafgange fra Skandinavien til det sydlige Thailand, hvilket vil sige Krabi og Phuket. Hvis “arms length“ princippet holdes i hævd indenfor den skandinaviske afdeling af den globale rejsekoncern, kan Thai Airways meget presse det dansk registrerede charterflyselskab.

Hos Thai Airways er der derimod glæde at spore:

”Vi forventer, at den nye vinterrute kan tiltrække passagerer fra hele Nordeuropa, da man dermed kan komme til Phuket med færre mellemlandinger. Hvis man f.eks. skal fra Stavanger til Phuket, skal passageren ikke først flyve til Oslo, derfra til Bangkok og så til Phuket. I stedet kan man flyve direkte med SAS til København og så med vores direkte fly København-Phuket,” siger salgsdirektør Flemming Sonne, Thai Airways i Danmark.

Skandinaviske ferierejsende har gennem de seneste år haft stor appetit på Thailand og Phuket, der lokker med sol, varme og hvide sandstrande, mens mørke og vinterkulde sænker sig over de nordlige breddegrader. Alene i 2010 rejste over 124.000 passagerer fra Danmark til Thailand.

Den nye direkte rute afgår fra København til Phuket hver onsdag, fredag og søndag kl. 20.45 med ankomst på Phuket dagen efter kl. 13.20 lokal tid. På hjemrejsen går turen via Bangkok.

I forvejen flyver Thai Airways dagligt fra København, Oslo og Stockholm til Bangkok´s Suvarnabhumi International Airport.