- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Thai udsætter pensionering af Boeing 747

Først i 2022 vil de sidste af Thai Airways' Boeing 747-400-fly med en gennemsnitsalder på 19 år være udfaset af flåden.

Pensioneringen af Thai Airways’ aldrende Boeing 747-400-fly trækker ud. Selskabet har seks fly af typen tilbage i drift efter at have udfaset to tidligere i år, og det var oprindeligt planen, at de resterende Boeing 747-400 skulle udfases inden for de næste par år. De seks fly har en gennemsnitsalder på 19 år og et enkelt er 25 år gammelt.

Nu har Thai Airways imidlertid valgt at forlænge udfasningen med ”endnu et år eller deromkring”. Det siger selskabets direktør for alliancer og kommerciel strategi, Krittaphon Chantalitanon, til Aviation Daily.

Ifølge den nye plan vil ét Boeing 747-400-fly blive udfaset næste år og derefter ét i 2020, to i 2021 og to i 2022.

Thai Airways kan også blive nødt til at beholde nogle af sine ældre Boeing 777-fly i flåden længere end oprindeligt planlagt. Flere af disse fly er over 20 år gamle, og selskabet vil nu enten udskyde deres pensionering eller udfase dem og i stedet tage leasede fly ind i flåden for at sikre kapaciteten på kort sigt, fortæller Krittaphon Chantalitanon.

Problemer med Boeing 787
Årsagen til den udskudte pensionering er dels, at Thai Airways lige som mange andre flyselskaber skal have sine Boeing 787 Dreamliner-fly på værksted til et ikke planlagt motoreftersyn og vedligeholdelse på grund af problemer med Rolls-Royce Trent 1000-motorerne.

Selskabet får derfor brug for de ældre fly længere end planlagt for at sikre tiltrækkelig kapacitet.

Den anden årsag til den forsinkede pensionering af de ældre langdistancefly er, at Thai Airways beslutning om køb af nye fly trækker ud.

Selskabet meddelte i juli i år, at det vil forny sin flåde med blandt andet 13 nye langdistancefly, men den thailandske regering har bedt selskabet om at revurdere planerne.

Planer om 23 nye fly
Tidligere har Thai Airways meldt ud, at man frem til 2022 vil købe i alt 23 nye fly – heriblandt Boeing 787-9 Dreamliner, Boeing 777X og Airbus A350-900 og -1000, samt formentlig Airbus A320neo-fly til de kortere ruter. Den samlede flyinvestering skulle beløbe sig til cirka 19 milliarder kroner.

Thai Airways fløj i mange år med Boeing 747 på ruten mellem Bangkok og København, men benytter i dag Boeing 777-300ER på sine ruter til både København, Stockholm og Oslo.

 

Relaterede artikler:

Thai vil revurdere plan om flådefornyelse

13 nye langdistancefly til Thai Airways

Thai vil slå Norwegian på tider, priser og service