Thailand-flyselskaber kan få forbud i USA

De amerikanske luftfartsmyndigheder er ikke tilfredse med sikkerheden i thailandsk luftfart, hvilket i værste fald kan medføre forbud mod at flyve til og fra USA. Thai Airways lukker sin eneste tilbageværende USA-rute til Los Angeles.

Den internationale civile luftfartsorganisation ICAO uddelte tidligere på året et “rødt flag“ til Thailands luftfartssektor, da landet ikke gav de ønskede svar i forbindelse med en undersøgelse af sikkerheden hos flyselskaberne.

ICAO-observationen fik de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA til at aflægge Thailand et besøg i juni måned, hvor der blev foretaget en ugelang inspektion af standarder og rutiner i thailandsk luftfart.

Genstand for undersøgelsen var større thailandske flyselskaber som Thai Airways og Bangkok Airways, skriver Air Transport World.

Undersøgelsen har indtil videre mundet ud i en foreløbig rapport, hvor der peges på tre bekymrende områder. Der mangler først og fremmest kvalificeret kontrolpersonale, og herudover har FAA noteret sig, at nogle ansatte bliver “uhensigtsmæssigt tildelt“ specifikke flytyper. Endelig er der tegn på manglende overholdelse af nogle standardiserede operationelle tjeklister til både fly- og jordoperationer.

I slutningen af august måned ventes FAA at offentliggøre sin endelige rapport, og fra dette tidspunkt har de civile luftfartsmyndigheder i Thailand 65 dage til at dokumentere, at man er i stand til at leve op til kravene.

Flyveforbud kan blive aktuelt
Der står således meget på spil for thailandsk luftfart, da FAA-kravene er en slags de facto-standard for andre civile luftfartsmyndigheder over hele verden.

Hvis de såkaldte “korrigerende tiltag“ ikke er gennemført omkring midten af oktober, kan thailandske flyselskaber i værste fald få flyveforbud i USA.

Hvor meget det kan komme til at betyde, skal være usagt. Thai Airways har netop besluttet at lukke selskabets rute fra Bangkok via Seoul til Los Angeles fra slutningen af oktober måned. Dermed vil Thai Airways ikke længere have operationer til USA.

Thailands transportminister Prajin Juntong har udtalt, at hvis de civile luftfartsmyndigheder i landet ikke formår at leve op til FAA´s krav, kan Thailands luftfartssektor risikere at blive nedgraderet til kategori 2, hvilket i første omgang påvirker flyvningerne til USA.