Tidligere Cimber Sterling-chef massefyrer i Estonian

Den tidligere Cimber Sterling-chef, Jan Palmer, går hårdt til værks fra starten i sit nye job som chef for Estonian Air. Knap halvdelen af medarbejderstaben skal således afskediges i et forsøg på at redde det skrantende luftfartsselskab.

Efter kun tre uger i chefstolen hos Estonian Air er den tidligere Cimber Sterling-direktør, Jan Palmér, klar med en plan, der skal få det estiske luftfartsselskab tilbage på ret kurs.

Kuren hedder indskrænkninger af rutenet og flyflåde. Fremover vil selskabet således kun beflyve 10 kernedestinationer fra Tallinn med fem fly af den samme type. I dag har Estonian Air en blandet flåde af tre CRJ-900 fly og fire EMB-170 fly. Desuden opererer datterselskabet Estonian Air Regional tre Saab 340-fly.

Det mindre antal ruter og fly betyder også, at der bliver brug for færre medarbejdere. 146 ud af de 318 ansatte vil blive afskediget. Det svarer til omkring 46 procent.

”Betydelige nedskæringer i produktionen leder desværre også til at operere med et mindre antal ansatte,” siger Jan Palmér.

”Planen om afskedigelsen gennemføres i tråd med bestyrelsens beslutning om at ændre selskabets strategiske fokus. Estonian Airs forretning vil fremover være baseret på et netværk af kerneruter i Europa, hvor der er en grundlæggende solid efterspørgsel,” siger Jan Palmér.

Fra februar næste år vil selskabet flyve til Stockholm, København, Amsterdam, Bruxelles, Oslo, Moskva, St. Petersborg, Kiev, Vilnius og Trondheim og have 172 ansatte. Heraf vil 100 være piloter, stewardesser og stewarder.

SAS har en mindre aktiepost i Estonian Air, som den estiske stat ejer resten af.