Nordic Seapla

Tidstabel klar for ny indenrigs-vandflyver

Fem daglige flyvninger i hver retning. Det er planerne for den kommende vandfly-rute mellem Danmarks to største byer.

Rejsende med behov for at komme rigtig hurtigt mellem centrum af København og Aarhus får nemt ved at huske afgangstiderne for den nye vandflyrute mellem landets to største byer, som formentlig bliver en realitet senere i år.

Selskabet bag vandflyruten, Nordic Seaplanes, har endnu ikke sat billetterne til salg på ruten og sat en dato på opstarten med første flyvninger. Men selskabet har offentliggjort en fartplan. Og den viser, at der bliver fem daglige flyvninger i hver retning med afgang hver tredje time.

Appellere til forretningsrejsende
Der flyves fra Aarhus klokken 7, 10, 13, 16 og 19. Fra Københavns Havn flyver flyet klokken 8.30, 11.30, 14.30, 17.30 og 20.30. Det fremgår ikke af fartplanen, om det er planen at flyve fem gange dagligt i hver retning af alle ugens dage, eller om der kun skal flyves mandag-fredag. Da ruten især skal appellere til forretningsrejsende kan det bestemt ikke udelukkes, at der kun bliver tale om hverdagsflyvninger.

Flyvetid og sejltid forventes samlet set at være på 59 minutter, hvilket giver 31 minutter til at få passagererne af og på. Der flyves uden andre pauser lagt ind fra klokken 7 om morgenen til kl. 21.29 om aftenen. Det betyder imidlertid, at en større forsinkelse først på dagen kan være svær at indhente.

I nærheden af Den Lille Havfrue
I midten af marts testede Nordic Seaplanes landing og start fra Aarhus Bugten samt sejlturen ind til Nordic Seaplanes’ egen lille terminal og kajanlæg i den sydlige del af Aarhus Havn. Og i starten af april landede man i Øresund og sejlede ind i Københavns Havn til et lignende kajanlæg i nærheden af Langelinie Pavillonen og Den Lille Havfrue.

Piloter og øvrigt personale er klar og terminalanlæggene står parate til at modtage passagerer, der har behov for at komme hurtigt frem og tilbage mellem landets to største byer. Nordic Seaplanes håber at kunne gå i luften med ruteflyvning i løbet af foråret, men man venter stadig på de sidste myndighedstilladelser. Da det er et kroatisk vandflyselskab der skal operere flyet på vegne af Nordic Seaplanes, så skal der indhentes tilladelser hos både de danske og de kroatiske myndigheder.

Flyet, der har fået registreringen OY-NSA, er fundet i Iran og har gennemgået en større istandsættelse i Schweiz inden det tidligere i år kom til Danmark. Nu står det primært i Billund Lufthavn. Flyet har plads til ni passagerer.

Mere end fire år
Bag Nordic Seaplanes står blandt andre rigmanden Lars Erik Nielsen. Han stiftede tilbage i 1992 Maldivian Air Taxi, som fløj med Twin Otter-vandfly mellem øerne i Det Indiske Ocean. I 2013 købte kapitalfonden Blackstone Maldivian Air Taxi, der på tidspunkt havde 20 Twin Otter-fly. En handel, som Lars Erik Nielsen og hans fætre tjente omkring en milliard kroner på.

Arbejdet med at etablere en vandflyrute mellem Aarhus og København har stået på i mere end fire år. Den oprindelige initiativtager, Rune Balle, er ikke længere engageret i projektet.

 

Læs også:

Vandfly i Aarhus Havn

Her er Danmarks nye vandflyver

Rigmand fra Maldiverne bag vandfly-projekt