- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tjek håndbagagen hjemmefra via Messenger

KLM har udviklet en ny teknologi, hvor man kan måle størrelsen på håndbagagen via Augmented Reality i Messenger-appen på iPhone.

Hvis man er i tvivl, om ens trolley eller anden håndbagage overskrider de tilladte mål hos flyselskabet, kan man begynde at måle op med lineal, målebånd eller tommestok. Men nu gør flyselskabet KLM det meget nemmere for selskabets passagerer at tjekke, om størrelsen på håndbagagen er den rigtige.

KLM har udviklet en ny håndbagagemåler, som fungerer via Augmented Reality (AR) – en teknologi, som kombinerer data fra den fysiske verden med virtuelle data. Den nye service fra KLM er tilgængelig for iPhone-brugere (iPhone 6 og derover) via Messenger-app’en.

KLM’s AR håndbagagetjek gør brug af en virtuel og transparent kuffert, som angiver, om dimensionerne er passende til bagagerummene over sæderne i flyet.

Derfor kan KLM-rejsende nu hjemmefra via Messenger og kameraet i iPhone kontrollere, om deres håndbagage har den rigtige størrelse. Man placerer simpelthen blot den virtuelle håndbagage ovenpå sin egen håndbagage på telefonens skærm, og kan så nemt se, om håndbagagen er større end det tilladte.

En del af en test med AR
Tidligere i år meddelte Messenger, at de ville gøre AR-teknologien tilgængelig i et lukket betaunivers på platformen. KLM er nu et af de få virksomheder verden over, der har fået mulighed for at opbygge og teste brugerrettede services og oplevelser ved hjælp af AR i Messenger.

”Hos KLM er vi begejstrede for alt, der kan gøre det lettere at være rejsende kunde hos os. Derfor er vi glade for ny teknologi og især her i Norden, hvor vi på mange måder er på forkant. For os handler det om at bruge ny teknologi til at udvikle nye løsninger, der er med til at forbedre servicen og oplevelsen både før, under og efter en rejse,” siger Anita Wagner Feddersen, landechef for Air France-KLM i Danmark.

Fortsat udvikling af interaktive services
KLM har tidligere introduceret en chatbot – også på Messenger – hvor kunder kan bestille en flybillet ved hjælp af kunstig intelligens, og den form for interaktive services vil KLM fortsætte med at udvikle, teste og forbedre.

Har man lyst til at prøve den nye service, skal man blot finde KLM på Messenger. KLM’s AR håndbagagetjekker findes i menuen under ’Plan & Book’. KLM’s services i Messenger fungerer ved hjælp af et plugin til den populære besked-app.

Se i YouTube-videoen herunder, hvordan den nye håndbagagemåler fungerer.

 

Relaterede artikler:

Nyt servicekoncept på KLM’s langruter

Nye kabiner i KLMs A330-200

Ny Business Class på KLM´s A330´ere