To flyselskaber forlader Star Alliance

Den 30. marts vil to flyselskaber forlade Star Alliance og i stedet blive tilsluttet Oneworld. Det betyder, at flyselskabernes samarbejde med SAS EuroBonus vil blive afsluttet.

I slutningen af marts måned er der skiftedag i de store luftfartsalliancer. Den 30. marts vil brasilianske TAM Airlines og amerikanske US Airways forlade Star Alliance til fordel for Oneworld-alliancen. Det betyder samtidig, at samarbejdet med SAS EuroBonus afsluttes fra denne dato.

Beslutningen omkring TAM Airlines har været kendt i omkring et års tid. Oprindeligt var det planen, at TAM skulle forlade Star Alliance i løbet af andet kvartal, men optagelsesprocessen i Oneworld er tilsyneladende gået hurtigere end forventet.

At TAM Airlines forlader Star Alliance skyldes ikke utilfredshed med alliancen eller dens medlemmer. Derimod blev LAN Chile og TAM Airlines fusioneret via moderselskabet LATAM Group, der var tvunget til at vælge side i alliancerne, da LAN Chile ved fusionen var tilknyttet Oneworld.

“Vi evaluerede alle eksisterende muligheder og valgte den alliance, der tilbyder de bedste fordele for vores passagerer i tillæg til det bedste netværk og de bedste produkter, der vil kunne skabe synergier for LATAM Group. Vi er glade for beslutningen,“ sagde LATAM´s koncernchef Enriqe Cueto, da beslutningen blev taget.

TAM betjener 60 destinationer i 16 lande i Latinamerika, USA og Europa med en flåde på 161 fly og 800 daglige flyafgange. TAM transporterede i 2012 omkring 38 mio. passagerer og sammen med de øvrige selskaber i LATAM Airlines Group havde man i 2013 samlet 67 mio. passagerer ombord på selskabernes fly. TAM har sine hubs i Rio de Janeiro, Sao Paulo og Brasilia.

Oneworld får ledende position i USA
Udover et nyt latinamerikansk medlem i Oneworld vil også amerikanske US Airways tilslutte sig alliancen, der oprindeligt blev etableret American Airlines, British Airways, Cathay Pacific og Qantas. Det blev klart, da fusionen mellem American Airlines og US Airways blev godkendt i begyndelsen af december måned sidste år.

US Airways var før fusionen med American det femtestørste flyselskab i verden og et af de 30 største i verden. Sammen med de regionale partnere betjener US Airways mere end 200 destinationer i 30 lande med en flåde af flere end 625 fly. Det repræsenter samlet mere end 82 mio. passagerer og 3.200 flyafgange per dag.

Når US Airways den 30. marts forlader Star Alliance og dagen efter bliver Oneworld-medlem, vil det amerikanske flyselskab tilføre 60 nye destinationer til alliancens rutekort. Der vil være tale om 56 nye destinationer i USA, tre i Canada samt en enkelt i Mexico. US Airways har sine hubs i Charlotte, Philadelphia, Phoenix og Washington DC-National.

Efter fusionen mellem American og US Airways vil der være skabt et flyselskab, der vil være verdens største. Det vil give Oneworld en ledende position i USA, der isoleret set er det største luftfartsmarked i verden. Det nye American vil tilbyde ruter til mere end 330 destinationer i flere end 50 lande. Luftfartsgiganten ventes at transportere 190 mio. passagerer om året på med en flåde på 1.500 fly.