Trappetårnet i Billund Lufthavn (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

To og et halvt år med konstant fremgang

Billund Lufthavn kan rapportere om 29 måneder med uafbrudt vækst, og april var ingen undtagelse med en fremgang på 6,1 procent.

Væksten i Billund Lufthavn synes at være ustoppelig. April måned 2018 markerede den 29. måned i træk med passagervækst i den internationale vestdanske lufthavn, da 16.044 flere passagerer rejste igennem terminalen i forhold til samme måned sidste år.

Det svarer til en vækst på 6,1 procent og i årets fire første måneder er passagertallet vokset med 10,9 procent, hvilket er lig med 94.060 passagerer.

Ligesom de foregående måneder er det udenrigsruterne, der trækker væksten. I alt 221.439 ud af samlet 278.605 passagerer var rejsende på lufthavnens udenrigsruter, hvilket således var hver femte passager.

“Forretningsrejsende og ferierejsende har cirka 50 forskellige muligheder ud af Billund Lufthavn, og videre forbindelse ud i verden til mere en 540 destinationer med kun ét flyskifte. Det er der ikke mange andre regionale lufthavne i Europa, der kan tilbyde,” siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til trafiktallene.

Charterfremgang trods påskeforskydning
Påsken faldt tidligt i år, og en del udrejser til påsketrafikken fandt sted i marts, mens mange rejste hjem i april. Alligevel var der en fremgang på 744 passagerer i chartersegmentet, hvor antallet af charterrejsende endte på 45.979.

“Der er tale om en lille fremgang på 1,6 procent, men det er egentlig lidt overraskende, da påskeferien faldt i marts i 2018 og i april 2017, så det kunne have betydet en forskydning i antallet af rejsende i disse måneder. Så det er glædeligt, at også april viser vækst,” vurderer Kjeld Zacho Jørgensen.

Den afgående lufthavnsdirektør, der forlader sin stilling ved udgangen af maj, kan være ekstra glad i disse dage. Udover den fortsatte vækst blev Billund Lufthavn i sidste uge ved Routes Europe 2018 Marketing Awards i Bilbao kåret som bedste regionale lufthavn i Europa til ruteudvikling.

“Vi har gennem årene opbygget et godt og tæt samarbejde med mange flyselskaber, så det var en stor glæde for os at modtage deres anerkendelse gennem Routes Marketing Award. Prisen betyder, at vi vil arbejde endnu mere ihærdigt sammen med flyselskaberne om at skabe de bedst mulige forbindelser til verden direkte fra Billund.”

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn er europamester i ruteudvikling

78.000 flere passagerer gennem Billund Lufthavn

Solid vækst i Billund i 2017