Loganair Embraer 135. (Foto: Loganair)

To nye Loganair-ruter til Skandinavien

Skotske Loganair udvider fra sommeren 2019 sit program fra Edinburgh med blandt andet to nye helårsruter til Skandinavien.

Det skotske flyselskab Loganair udvider næste år sit program fra den skotske hovedstad Edinburgh med fire nye ruter – heriblandt to nye helårsruter til Skandinavien.

Fra 9. maj 2019 vil Loganair flyve fra Edinburgh til Bergen tre gange om ugen – tirsdag, torsdag og lørdag, mens selskabet fra 10. maj 2019 vil flyve til Stavanger fire gange om ugen – mandag, onsdag, fredag og søndag.

Loganair vil operere begge ruter med selskabets Embraer 135 jetfly med plads til 37 passagerer. Loganairs ene Embraer 135 er den seneste tilføjelse til selskabets flåde.

Nye ruter til Islay og Guernsey
Foruden ruterne til Norge åbner Loganair næste sommer også en ny helårsrute fra Edinburgh til den skotske ø Islay og en sommerrute fra Edinburgh til øen Guernsey i Den Engelske Kanal.

”Jeg er glad for at lancere fire helt nye ruter fra Skotlands hovedstad, som udvider vores tilstedeværelse i Edinburgh betydeligt. Det markerer første fase af vores annoncering af ruter i sommerprogrammet 2019, og vi forventer at der vil komme mere i de kommende måneder på tværs af vores netværk,” siger Jonathan Hinkles, Loganairs administrerende direktør.

En række ruter fra Bergen
Loganair flyver i forvejen fra Bergen til Glasgow, Inverness, Kirkwall (Orkneyøerne) og Sumburgh (Shetlandsøerne) i Skotland samt fra Bergen til Manchester.

Loganair har endvidere et codeshare-samarbejde med bmi regional på ruterne fra ruten mellem Aberdeen og Oslo og ”olieruten” mellem Aberdeen og Esbjerg. I sommeren 2017 drev Loganair også en rute mellem Aberdeen og Vagar Lufthavn på Færøerne.

Nye samarbejder med Emirates og Qatar Airways
Loganair var fra 1994 til 2008 i et franchisesamarbejde med British Airways og siden i et franchisesamarbejde med Flybe. Dette samarbejde ophørte i 2017, og siden har selskabet stået på egne ben.

Loganair har dog fortsat et codeshare-samarbejde med British Airways på en række ruter – foruden codeshare-samarbejdet med bmi regional – ligesom selskabet i oktober i år har indgået interline-aftaler med Emirates og Qatar Airways.

Loganair har i alt 40 ruter, heriblandt ruter til en lang række mindre destinationer på øerne nord og vest for Skotland, Kanaløerne og Nordirland.

Udover Embraer 135-flyet har Loganair også en Embraer 145 i sin flåde samt fem Saab 2000, 13 Saab 340, tre Donier 328, tre Twin Otter og to Britten Norman Islander.

Relaterede artikler:

DAT indgår aftale med Loganair

Endnu et flyselskab til Færøerne

Verdens korteste flyrute lukker