Ryanair-fly på platformen i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn)

Tomme konflikttrusler mod Ryanair i Billund

Efter et halvt år med base i Billund har Ryanair stadig ikke mærket noget til fagbevægelsens meget omtalte trussel om blokade mod selskabet.

Lørdag kunne Ryanairs base i Billund med to fly og 50- 60 besætningsmedlemmer fejre seks måneders jubilæum. Og de seks måneders operationer er forløbet helt uden at være blevet generet af de blokader, som LO-fagbevægelsen ellers havde truet med at ville gennemføre.

Fagforbundene har set sig gale på det irske lavprisselskab, fordi det ikke vil tegne dansk overenskomst for det kabinepersonale, som siden marts har haft base i Billund. Ryanairs stewardesser, stewarder og piloter er i stedet ansat på irske kontrakter. Og det går ikke, mener fagbevægelsen, der allerede en måned før baseåbningen blæste til kamp mod irerne.

»Vi vil ikke acceptere den her form for ansættelser. Sniger det sig ind, vil det sprede sig og undergrave forholdene andre steder«, sagde Brian Lyst, formand for 3F i Varde-Billund, i februar til Politiken.

Men seks måneder efter at de to Ryanair-fly fik base i Billund har fagbevægelsen fortsat ikke luftet fanerne i afgangshallerne og på lufthavnens forplads. Det er dog ikke ensbetydende med, at Ryanair skal føle sig sikker på at kunne afvikle sine flyvninger.

”Vi bruger stadig energi på at forberede en blokade og har stadig fokus på sagen. Men det er et meget stort projekt, som handler om meget mere end blot at overenskomstdække Ryanairs Billund-folk. Det handler også om dansk skattebetaling og social dumping,” forklarer næstformand i Flyvebranchens Personale Union, Anders Mark Jensen. Fagforeningen organiserer danske kabineansatte og piloter.

Melde sig ind i fremmedlegionen
Ryanair har hele vejen igennem kategorisk afvist fagforeningernes krav om at tegne overenskomst. Hvad medarbejderne ønsker at melde sig ind i, er deres egen sag.

»Ryanairs ansatte har ret til at melde sig ind i en fagforening, den franske fremmedlegion eller pigespejderne, hvis de ønsker. Det har de ret til ifølge den irske forfatning. De samme regler garanterer dem imidlertid også retten til at forhandle med deres flyselskab uden indblanding fra ubrugelige fagforeninger, danske eller irske,” kom det fra Ryanairs kommunikationschef, Stephen McNamara, til Politiken.

Vaklen i geledderne
Fagbevægelsen gjorde sig i maj klar til at blokere Ryanairs flyvninger i Billund fra starten af skolernes sommerferie i slutningen af juni. Bagagearbejdere, sikkerhedspersonale, check-in personale og mekanikere skulle i samlet flok være med til fuldstændig at lukke de irske operationer i den midtjyske lufthavn ned. Men da fagbosserne i København skulle give hinanden håndslag på, at man skulle sætte en blokade i søen, opstod der vaklen i geledderne.

Ifølge CHECK-IN.dk’s oplysninger, var det fagforbundet 3F, der i sidste øjeblik sparkede bolden til hjørne og bad om, at LO’s jurister kiggede på sagen en gang til, inden man gik på barrikaderne.

Ryanair tegner sig for en tredjedel af passagermængden i Billund Lufthavn. Og hvis en blokade fik Ryanair til helt at forlade Billund Lufthavn, frygtede 3F’s lokalafdeling, at det især ville ramme deres medlemmer, der blandt andet håndterer bagagen i lufthavnen. En gruppe af medarbejdere har også tidligere luftet deres forundring over, at de tilsyneladende skulle være frontsoldater i en kamp, som er orkestreret fra de centrale fagforeningskontorer i København.