Transavia vil åbne base i Tyskland

Air France/KLM vil også blande sig i kampen om det tyske marked og gør derfor klar til at sende lavprisselskabet Transavia ind i manegen.

Tyskland og det tyske marked for flyrejser kan meget vel gå hen og blive den store slagmark i de kommende år. Ryanair har offensivt erklæret, at man agter at øge sin andel af det tyske marked fra fem til 30 procent på ganske få år. Det skal blandt andet en ny base i Berlin Schönefeld hjælpe til med. Den åbner i slutningen af oktober med fem fly og flere tyske indenrigsruter.

Et andet selskab, der gerne vil være med til at presse de to dominerende selskaber, airberlin og Lufthansa, er det fransk-hollandske Transavia. Ifølge den franske avis La Tribune, så forhandler Transavia med fagforeningerne for selskabets flyvende personale om at åbne en ny base i Münchens Franz Joseff Strauss-lufthavn.

Allerede i slutningen af september forventes det, at parterne har en aftale på plads. Den skal gøre det muligt for Transavia fra foråret 2016 at placere fem Boeing 737-800 fly i München og tilbyde selskabets hollandske piloter ansættelse på den nye base.

Midt i solar plexus
Transavia er ejet af Air France/KLM. Og valget af München vil uden tvivl blive set i Lufthansa-lejren som en direkte krigserklæring fra den fransk-hollandske luftfartskoncern. München er nemlig sammen med Frankfurt am Main Lufthansas to primære trafikknudepunkter, hvorfra langt størstedelen af selskabets langdistancetrafik udgår fra. Det er altså lige midt i Lufthansas solar plexus.

Transavia har netop åbnet en enkelt rute fra Paris Orly til München. Air France/KLM lancerede sidste år en plan om at gøre Transavia til et pan-europæisk selskab, der opererede mange af Air France og KLM’s intraeuropæiske flyvninger med fly og personale overført fra Air France og KLM. Efter en 14 dage lang strejke blandt Air France’s piloter blev det projekt droppet. Nu tyder planerne om en München-base på, at luftfartskoncernen alligevel har fået fagforeningerne med på ideen om at Transavia også skal etablere baser udenfor Frankrig og Holland.