Transfertrafikken i CPH i frit fald

I oktober var der 12,7 procent færre transferpassagerer i Københavns Lufthavn, og år til dato har CPH mistet næsten 200.000 passagerer i dette segment.

Med et hjemmemarked på 5,7 millioner indbyggere, hvilket er 4,2 millioner færre end befolkningstallet i Sverige, er Københavns Lufthavn alligevel den største lufthavn i Norden.

Det skyldes, at lufthavnen gennem mange år har været en vigtig transferlufthavn, hvor især SAS har ledet trafikken til og fra Norden gennem CPH. Men den tidligere hub-status er blevet udfordret at etableringen af mange direkte ruter fra de konkurrerende nordiske hovedstadslufthavne, så man i stigende grad flyver udenom København.

Det var også tilfældet i oktober måned, hvor transfertrafikken faldt med ikke mindre end 12,7 procent i forhold til samme måned sidste år. Det betød, at der var 36.164 færre transferpassagerer gennem CPH, hvilket var hovedårsagen til en samlet passagertilbagegang på to procent svarende til 54.313 passagerer.

“Perioden omkring efterårsferien afspejler den tendens, der har præget hele 2017: At antallet af passagerer, der flyver direkte vokser, mens antallet af transferpassagerer falder,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn i en kommentar til seneste måneds trafiktal.

Transferandel under 20 procent
Københavns Lufthavn giver selv svaret på udfordringen. Man konstaterer nemlig, at væksten trækkes af lavpris. De seneste 10 års indsats for at tiltrække lavpristrafik til lufthavnen har givet pote. Det er nemlig selskaber som Norwegian, Ryanair og Primera Air, der tegner sig for den største vækst i CPH.

Sidste år rejste i underkanten af tre millioner passagerer gennem CPH i forbindelse et flyskifte, og dermed landede transferandelen på 22,3 procent. År til dato er transferandelen på 19,5 procent, hvilket de første 10 måneder har kostet 193.725 passagerer.

Det er første gang nogensinde, at transferandelen kommer under 20 procent i Københavns Lufthavn, hvilket understreger lufthavnens udfordringer med at bevare den unikke hub-status, som lufthavnen har haft i årtier. Men den status har været på lånt tid, da SAS-trafiksystemet kunstigt har opretholdt et trafikknudepunkt, som hjemmemarkedet ikke berettigede.

I 2002 var transferandelen i Københavns Lufthavn på 49,8 procent, og i løbet af 15 år er den således faldet til de nuværende 19,5 procent.

 

Relaterede artikler:

Vækst i CPH-rutetrafik er gået i stå

Svensk storoffensiv kan true Københavns Lufthavn

Analyse: Hub-status i Københavns Lufthavn udfordret

Helsinki bedst forbundet i Norden

SAS: CPH ved at blive lavpris-knudepunkt

x

Læs Også

De 20 største lufthavne i Norden i 2017

Der var i 2017 kun tre danske lufthavne på top20-listen over de største nordiske lufthavne, der er domineret af svenskerne og nordmændene.

Syddanske lufthavne årets højdespringere

Tre lufthavne i Region Syddanmark havde den største relative passagervækst blandt de danske lufthavne i 2017, mens en fjerde syddansk lufthavn blev nummer chok.

SAS mister terræn i CPH

Kun godt hver tredje CPH-passager rejste sidste år med SAS. Til gengæld bliver Norwegian og Ryanair stadig større i Københavns Lufthavn.

134.546 flere passagerer i CPH i 2017

Københavns Lufthavn havde i 2017 en passagervækst på blot 0,5 procent, hvilket bragte det årlige antal passagerer op på 29,2 millioner.

Direktør forlader Københavns Lufthavn

Kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen stopper i Københavns Lufthavn ved udgangen af januar måned.

Disse ruter får opstartsrabat i CPH

I alt 21 ruter bliver i øjeblikket understøttet af opstartsrabatter i Københavns Lufthavn. Ryanair står alene for en tredjedel af de 21 ruter.