Turkish Airlines i nordisk erhvervsoffensiv

Star Alliance-selskabet Turkish Airlines afholder i november måned to store seminarer i Istanbul for samlet op imod 550 rejseaktive nordiske virksomheder. NICT 2012 blev torsdag præsenteret for repræsentanter fra det jyske erhvervsliv.

Der er mange aktører i kampen om det nordiske erhvervsrejsemarked. En af disse er Star Alliance-selskabet Turkish Airlines, der nu for alvor sætter en offensiv ind overfor nordiske erhvervsrejsende.

Det tyrkiske luftfartsselskab har igennem de senere år udviklet et af de mest væksttunge hubs i Istanbul-Ataturk lufthavnen. Der flyves i dag tre gange dagligt fra Københavns Lufthavn til Istanbul med en samlet kapacitet på 465 sæder i hver retning. Og siden den 9. juli har Turkish Airlines tre gange om ugen fløjet på ruten Istanbul-Aalborg-Billund-Istanbul.

Inviterer 550 fra Norden
I går kunne Turkish Airlines ved et møde med de største rejseaktive jyske virksomheder løfte sløret for en gigantisk nordisk erhvervsoffensiv, der indledes i november måned.

Turkish Airlines vil i to omgange invitere samlet op imod 550 repræsentanter fra det nordiske erhvervsliv til konferencer i Istanbul omkring det internationale erhvervsrejsemarked. Konferencen hedder NICT (Next in Corporate Travel) 2012 og har overskriften: “Sådan holder man balancen mellem international forretningsudvikling og besparelser på det globale rejsebudget.“

“I næste uge vil vort hovedkontor i Istanbul udsende invitationer til de udvalgte virksomheder, som vi ønsker skal deltage i konferencerne,“ fortæller selskabets danske marketingchef Hakan Nart til CHECK-IN.dk. Det er blandt andet Danmarks største rejseaktive virksomheder organiseret i foreningerne DBTA og COTRA, der er målgruppen for Turkish Airlines.

Konferencerne afvikles som et 2-dages arrangement ogindholder indlæg fra prominente talere. Herudover vil der være et kig indbag kulisserne hos cateringselskabet Turkish Do&Co samt besøg hos Turkish Airlines Technik samt Flight Training Center.

Attraktivt corporate-program
Generelt gør Turkish Airlines en stor indsats for at imødekomme erhvervslivets behov. Selskabet har under navnet Turkish Corporate Club et særdeles stærkt corporate-program for rejseaktive virksomheder.

Her lokker man med rabatter, incentives, Turkish Corporate Club-kort, fleksible billetter og ekstra bagage.

“Vi har mulighed for at tilbyde lokale aftaler såvel som globale og regionale aftaler,“ forklarer Duygu Gürer Alpay, der er Global Corporate Account Manager fra hovedkontoret i Istanbul.

Hos erhvervslivet har der generelt været stor begejstring for selskabets Comfort Class, der tilbydes på en række interkontinentale ruter som et premium-economy produkt. Herudover er Business Class-produktet også populær blandt erhvervsrejsende.

Ved Skytrax World Airline Awards 2012 blev Turkish Airlines for andet år i træk kåret som Europas bedste luftfartsselskab. Selskabet flyver i dag til 200 destinationer over hele verden, hvoraf 35 er indenrigsdestinationer i Tyrkiet. Der er i øjeblikket 190 fly i flåden og yderligere 40 i ordre.