Turkish Airlines udskyder levering af 39 nye fly

En svækket efterspørgsel får nu Turkish Airlines til at udskyde leveringen af 39 nye fly fra Airbus og Boeing. Flyene skulle have været leveret mellem 2018 og 2022.

Turkish Airlines har besluttet at udskyde leveringen af i alt 39 nye mellemdistancefly fra Airbus og Boeing.

Det tidligere så succesfulde og fremadstormende tyrkiske flyselskab har ordrer på i alt 167 nye fly til leveringen i 2018-2022 liggende hos Airbus og Boeing. 92 Airbus A321neo, 65 Boeing 737 MAX 8 og 10 Boeing 737 MAX 9-fly.

Men sommerens mislykkede militærkup i Tyrkiet har skabt stor uro og stukket en kæp i hjulet på Turkish Airlines’ vækst. Derfor har Turkish Airlines trukket i håndbremsen og besluttet at skrue ned for leveringstempoet af de 167 nye fly.

Oprindeligt var det planen, at få 34 nye fly leveret i 2018. Nu vil man kun have 10 nye fly det år. I 2019 skulle man have modtaget 40, men ønsker nu kun 35. Og i 2020 var det planen at modtage hele 52 nye fly. Det skal nu kun være 42 fly. Herefter er det planen at modtage henholdsvis 6, 30 og 15 fly i 2021, 2022 og 2023. Hvornår de 39 udskudte flyleverancer skal afvikles, har selskabet ikke besluttet sig for.

Turkish Airlines modtog tidligere i år sit fly nummer 300 og modtager i alt 31 nye fly i år.

CPH-rute barberes ned
Udskydelsen af flyleverancerne er det seneste eksempel på at krisen for alvor trykker hos Turkish Airlines efter sommerens mislykkede militærkup i Tyrkiet. Selskabet har de senere måneder annonceret markante reduceringer på en lang række ruter.

En af dem er ruten mellem Istanbul Atatürk-lufthavnen og Københavns Lufthavn. Den barberes i den kommende vintersæson ned fra 21 til 14 ugentlige afgange. Det vil sige en reduktion på en tredjedel og to i stedet for tre daglige afgange.

Dermed vil Turkish Airlines’ samlede antal flyvninger mellem København og Istanbul i det kommende vinterhalvår være næsten halveret i forhold til den sommersæson, som slutter om godt tre uger. Selskabet vinterlukker nemlig ruten mellem København og Istanbul Sabiha Gokhen, der er Istanbuls anden internationale lufthavn. Den åbnede den 30. maj i år som en helårsrute med fem ugentlige flyvninger.

Indstiller Aalborg-rute
København er ikke den eneste skandinaviske destination, som nu får færre Turkish Airlines-flyvninger fra Istanbul i vinteren 2016/2017. På ruten til Oslo er selskabet allerede gået ned fra 18 til 14 ugentlige flyvninger, mens Stockholm-ruten skrumper ind fra 21 til 17 ugentlige flyvninger. Ligesom i København, så vinterlukker ruten mellem Stockholm og Sabiha Gokhen-lufthavnen, som i dag beflyves fem gange om ugen.

Reduceringerne på hovedstadsruterne følger i kølvandet på at Turkish Airlines fra slutningen af oktober midlertidigt indstiller ruten mellem Istanbul og Aalborg. Der vil således ikke være flyvninger mellem Aalborg og Istanbul Atatürk-lufthavnen fra den 30. oktober og frem til og med den 25. marts næste år. Derimod har Turkish Airlines valgt at fastholde fem ugentlige flyvninger mellem Istanbul og Billund igennem hele vinteren. Det tyrkiske selskab forventer desuden at vende tilbage til Aalborg til foråret.

Selskabet forventer at transportere 61,2 mio. passagerer i år.

 

Relaterede artikler:

Turkish beskærer CPH-rute kraftigt

Turkish Airlines vinterlukker rute til Aalborg

Turkish Airlines skærer hårdt i vinterprogrammet

Udrensning i Turkish Airlines efter mislykket kupforsøg

Fly nummer 300 til Turkish Airlines

x

Læs Også

Boeing overvejer at genoptage 767-produktion

Ifølge amerikanske luftfartsanalytikere kan Boeing være tæt på at genoptage produktionen af det tomotorers langdistancefly Boeing 767-300ER.

Første flyvning med Airbus A330-900neo

I alt 12 kunder har bestilt 212 eksemplarer af de kommende A330neo-fly, og torsdag var flyet for første gang i luften.

2.590 nye fly til Mellemøsten-flyselskaber

Mellemøstlige flyselskaber vil hen over de næste to årtier få brug for 2.590 nye fly, og det er mere end en fordobling af det nuværende antal.

Airbus køber sig ind i Bombardiers C-serie

Airbus har på opsigtsvækkende vis købt aktiemajoriteten i den separate virksomhed i Bombardier-koncernen, der producerer de nye og brændstofbesparende fly fra C-serien.

Cirklede syv timer i luften med syg passager

Et Airbus A330-fly fra Turkish Airlines cirklede i fredags i syv timer nær Istanbul for at nå ned på den rette landingsvægt, da en passager var blevet syg umiddelbart efter starten.

Største Dreamliner-fly nogensinde er færdigsamlet

Den amerikanske flyproducent Boeing har netop færdigsamlet 787-10 Dreamliner, der bliver den hidtil største type af den supermoderne flytype.