Tyrkiet Eksperten går konkurs

Rejsearrangøren Scanway / Tyrkiet Eksperten har lørdag erklæret sig selv konkurs. Omkring 1500 gæster er strandet i Tyrkiet.

Efter 17 år i branchen måtte Scanway / Tyrkiet Eksperten lørdag smide håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.

”Det er med meget stor beklagelse, at vi må meddele, at vi i dag, 12. oktober 2013, desværre har måttet meddele Rejsegarantifonden, at det er umuligt for os at gennemføre vores planlagte rejser og dermed umuligt at fortsætte virksomheden,” skriver rejsearrangøren på sin hjemmeside.

”Den hårde konkurrence på markedet og lave salgspriser har desværre gjort det umuligt for os at fortsætte, og om end vi har undersøgt alle muligheder for at fortsætte, er dette desværre umuligt. Vi takker af hele vores hjerte for 17 år i rejsebranchen og undskylder de problemer, vores lukning måtte medføre for kunder og samarbejdspartnere,” skriver selskabet videre på sin hjemmeside.

Strandet i Tyrkiet
Ifølge Rejsegarantifonden er ca. 1.500 strandede rejsekunder i Tyrkiet. Rejsegarantifonden har indgået aftale med SOS International om hjemtransport af de kunder, der er omfattet af fondens dækning. Hjemtransport vil ske hurtigst muligt, og kunderne vil få besked via guiderne på destinationerne om, hvornår hjemtransport sker.

Kunderne skal derfor ikke selv arrangere hjemtransport men skal afvente, at det bliver arrangeret af SOS International. Indtil det er lykkedes SOS at skaffe flybilletter til de strandede kunder, sørger Rejsegarantifonden for, at kunder, der har købt pakkerejser, er indkvarteret.

Man er omfattet af fondens dækning, hvis man har købt en pakkerejse eller en flybillet med konkurssikring.

Flyet var aflyst
Ifølge dr.dk står omkring 200 mennesker lige nu i lufthavnen i Antalya. De skulle være fløjet hjem til Aalborg fredag aften, men fik kort før afgang oplyst, at flyet var aflyst.

Alle fremtidige pakkerejsegæster og kun-fly kunder med konkursforsikring, der har købt rejse hos Scanway/Tyrkiet Eksperten, som endnu ikke er gennemført, kan enten ombooke deres rejse hos en af de øvrige danske rejsearrangører, der er medlem af Rejsegarantifonden, eller de kan få deres penge retur via Rejsegarantifonden.