Tyrkisk-tysk samarbejde om langdistanceruter

SunExpress, der er ejet af Turkish Airlines og Lufthansa, bliver ansvarlig for at operere syv Airbus A330-langdistancefly for Eurowings, der vil etablere lavprisflyvninger til Florida, Sydafrika og destinationer i Det Indiske Ocean.

Lufthansa har iværksat en række tiltag, der skal sikre konkurrencekraften samtidig med, at omkostningsniveauet sænkes.

Et af disse tiltag er etablering af det nye “Wings“ projekt, hvor datterselskaberne Germanwings og Eurowings kommer til at indgå som et element i det nye strategiske tiltag.

Først og fremmest skal Eurowings have udskiftet samtlige 23 Bombardier CRJ-jetfly med et tilsvarende antal Airbus A320-fly. Dermed vil det nye Eurowings og Germanwings udelukkende beskæftige A320-fly ved udgangen af 2017.

Men allerede i 2015 sker der noget nyt på denne front. Eurowings vil etablere selskabets første base udenfor Tyskland og vil dermed åbne et antal nye europæiske ruter. Selskabet er dog endnu ikke klar til at afsløre, hvor basen vil blive etableret.

Langdistanceflyvninger opereret af SunExpress
Derimod ligger det fast, at Eurowings vil etablere lavprisflyvninger til oversøiske destinationer. Det kommer til at ske i et samarbejde med SunExpress, der er et joint-venture mellem Lufthansa og Turkish Airlines.

Det bliver således på driftstilladelsen fra SunExpress, at i første omgang tre Airbus A330-200 fly med plads til 310 passagerer skal opereres. Det betyder, at SunExpress Deutschland skal bemande og operere flyene på vegne af Eurowings. Dermed kan Eurowings sikre sig en konkurrencedygtig omkostningsplatform, da overenskomsterne hos SunExpress er billigere end selskabets egne.

Det er planen, at Eurowings i løbende af de kommende år skal udvide flåden med yderligere fire A330-fly, der skal flyve til blandt andet Florida, Sydafrika samt destinationer i Det Indiske Ocean.

“Det ‘nye Eurowings’ er vores svar på de massive udfordringer, som den europæiske luftfartsindustri mødes med. I adskillige år har vi været udsat for hård konkurrence fra de hastigt voksende lavprisflyselskaber på ‘point-to-point’ flyvningerne, ikke alene i Tyskland, men over hele Europa. Og vi er overbevist om, at denne konkurrence vil blive udvidet til langdistanceflyvningerne i de kommende år. Det ‘nye Eurowings’ er vort innovative svar på denne udfordring, hvilket vil gøre os i stand til selv at skabe vores egne markeder,“ siger koncernchef Carsten Spohr fra Lufthansa i en pressemeddelelse.

Base i Köln
Den operationelle base for de nye langdistancefly er henlagt til Köln-Bonn lufthavnen, og Köln vil også være hjemstedet for den kommercielle ledelse af Wings-selskaberne i Lufthansa-gruppen.

Lufthansa har endnu ikke afsløret nogen detaljer om niveauet på billetpriserne til de oversøiske destinationer, men der vil være tale om tre billettyper kaldet “Best“, “Basic“ og “Smart“.

De to Wings-selskaber Germanwings og Eurowings vil i øvrigt fra slutningen af 2015 have overtaget samtlige europæiske flyvninger hos Lufthansa, der ikke berører de to hovedtrafikknudepunkter i Frankfurt og München.