Tysk flyselskab vil købe kinesiske fly

PuRen Airlines, der vil etablere sig med base 175 kilometer fra Danmark, har indgået en intentionsaftale om køb af 14 nye fly fra den kinesiske flyproducent Comac.

Stor var overraskelsen, da kinesiske investorer sidste sommer overtog ejerskabet af Lübeck Lufthavn blot 175 kilometer syd for Danmark.

Lufthavnen var gået konkurs, og det kinesiske konglomerat PuRen Group valgte at tage over. Den kinesiske koncern har intet med luftfart at gøre, men er beskæftiget med drift af sygehuse og plejehjem, hospitalsudstyr, internet-medier, film og tv samt energi.

Udover overtagelsen af lufthavnen er der også etableret et flyselskab kaldet PuRen Airlines GmbH med adresse i Lauenburg nær Lübeck. Dette flyselskab har netop været på storindkøb ved det netop afsluttede Paris Air Show.

PuRen Airlines har indgået en intentionsaftale med den kinesiske flyproducent Comac om køb af syv fly af typen ARJ21-700 samt syv C919. Alle flyene skal beskæftiges fra basen i Lübeck, når de bliver leveret.

Ventetid på fly
Det kan dog have lange udsigter, at få det tysk-kinesiske flyselskab i luften, da Comac-flyene endnu ikke er i civil drift.

ARJ21-flyet er et regionalt jetfly, der kan tage op til 95 passagerer. Kinesiske Chengdu Airlines er lanceringskunde og skulle have modtaget første fly i 2010. Udviklingen af flyet og den efterfølgende typegodkendelse er blevet forsinket, hvorfor flyet først kommer i drift senere i 2015.

Typegodkendelsen fra de kinesiske luftfartsmyndigheder CAAC kom i slutningen af 2014, men den amerikanske godkendelse fra FAA afventer stadig, og så længe den ikke er på plads, vil verdensmarkedet ikke være åbent for Comac.

C919-flyet er et mellemdistancefly med en kapacitet på op til 174 sæder. Flyet er udviklet til at kunne konkurrere med Boeing 737 og Airbus A320 på verdensmarkedet, men den første flyvninger finder tidligst sted i 2016 med forventet kommerciel drift fra 2018 og fremad. Der er allerede afgivet ordre på 450 C919-fly samt 343 ARJ21-fly.

Medicinturister til Kina
Dispositionen med anskaffelse af kort- og mellemdistancefly til PuRen Airlines virker besynderlig al den stund, at planen oprindelig var at lancere langdistanceflyvninger mellem Kina og Tyskland.

PuRen Airlines, der ledes af den tyske CDU-politiker og tidligere bankmand Markus Matthiessen, har oprindeligt proklameret, at man ville lave rejser til Kina for tyske medicinturister, mens kinesiske turister skulle flyves til Europa.

I de luftige planer indgår også et øget aktivitetsniveau i Lübeck Lufthavn med håb om en million årlige passagerer. Før konkursen sidste sommer var der omkring 370.000 årlige passagerer primært via ruter fra Ryanair og WizzAir.