SAS-fly i Københavns Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Udsigt til SAS-gevinst efter Norwegian-strejke

Når SAS i morgen præsenterer trafiktallene for marts måned, ventes Norwegians langvarige pilotstrejke at have haft en positiv indflydelse på SAS-tallene.

Skandinaviens to største flyselskaber, SAS og Norwegian, måtte ud i arbejdskampe i begyndelsen af marts måned for at sikre nye og konkurrencedygtige overenskomster i to vidt forskellige sager.

Disse strejker kommer til at smitte af på trafiktallene, som SAS og Norwegian præsenterer senere på ugen.

SAS blev ramt af strejker to dage i marts, da den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt dele af kabinepersonalet fandt sted fra den 27. februar til og med den 2. marts. Samlet kostede strejken 338 aflysninger og et tab på 40 mio. kroner for hele perioden. Det vurderes, at omkring 30 – 35.000 passagerer var direkte berørt af aflysningerne.

Hos Norwegian ramte konflikten noget hårdere. Pilotstrejken tog sin begyndelse lørdag den 28. februar med i første omgang 70 piloter, og få dage senere blev konflikten optrappet til at omfatte omkring 700 piloter, hvilket havde væsentlige trafikpåvirkninger, selvom Norwegian i stor stil indlejede fly og besætninger fra andre selskaber for at gennemføre så meget at trafikprogrammet som muligt.

Slutfacit blev dog, at 220.000 passagerer var blevet direkte berørt, da strejken ophørt den 10. marts efter mange svære og lange forhandlinger mellem parterne.

“Vi forventer, at SAS har udnyttet Norwegians langvarige pilotstrejke til at øge belægningen markant på ganske mange afgange, og det kan aflæses i tallene. Desuden er transporten af Norwegian-passagerer formentligt sket til væsentligt højere billetpriser end sædvanligt, og det vil påvirke marts-yielden,“ mener senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

Forventer markant øget belægning
Sædvanligvis kan det være vanskeligt at sammenligne trafiktallene i marts måned med de tidligere år, idet påsken falder forskelligt. Men netop i 2015 ligger påskedagene i begyndelsen af april, som det også var tilfældet sidste år, så selvom påskeferien startede i slutningen af marts måned, forventer Sydbank-analytikeren en meget begrænset påskeeffekt.

Jacob Pedersen forventer en reduktion i den udbudte sædekapacitet hos SAS på omkring to procent, mens trafikvæksten til gengæld skønnes til at have været tre procent i marts måned som følge af Norwegian-strejken.

“Norwegians strejke har påvirket cirka 220.000 kunder, og vi vurderer, at SAS har fløjet mange af disse i stedet. Det mere end kompenserer for et par dages strejke blandt det danske kabinepersonale,“

Hvis Sydbank får ret i sine antagelser og beregninger vil belægningen hos SAS i marts måned være øget med 3,5 procentpoint til 73 procent.

SAS vil offentliggøre trafiktallene torsdag den 9. april kl. 11.00, mens Norwegian først er klar med selskabets tal på fredag den 10. april kl. 08.00.

Foto: Morten Lund Madsen