Dornier 328JET fra Sun-Air. (Foto: Sun-Air of Scandinavia)

Ugen i luftfartsbranchen

Sun-Air i Billund tog hul på et generationsskifte, mens Københavns Lufthavn melder sig klar med en ny rabatmodel. Samtidig har den internationale luftart øjnene rettet mod Berlin.

Uge 34 markerede den sidste hele sommeruge, og i næste uge tager vi hul på en uge, der både indeholder sommerdage og de første officielle efterårsdage.

På vej mod efteråret havde Københavns Lufthavn i den forløbne uge en opsigtsvækkende besked. Man tager nu konsekvens af den øgede støtte til flyselskaberne fra konkurrerende skandinaviske lufthavne og vil præsentere en ny rabatmodel, der skal stimulere væksten i den danske hovedstadslufthavn. Dermed bøjer man sig for kravene fra SAS og Norwegian, der er lufthavnens to største operatører.

I det danske luftfartsmarked skete der også noget i Billund. Her kunne flyselskabet Sun-Air of Scandinavia annoncere et generationsskifte, hvor 33-årige Kristoffer Sundberg overtog stafetten efter faderen Niels Sundberg, der har stået i spidsen for Billund-flyselskabet gennem 40 år. Kristoffer Sundberg startede ud med at proklamere en mere decentral ledelsesstil.

Berlin i fokus
Der sker også noget omkring 500 kilometer syd for København. Her kæmper kuratorerne i boet bag airberlin med at sikre købere til aktiverne i det nødlidende flyselskab. Kunder, der har købt billet før den 15. august, må konstatere, at billetterne er værdiløse, hvis man skal have pengene tilbage.

Airberlin-krisen har samtidig betydet, at Norwegian har fortrudt lukningen af ruten fra København til Berlin i det kommende vintertrafikprogram, og ruten er nu tilbage i fartplanen. Norwegian har også i denne uge gennemført et roadshow i Berlin og Düsseldorf med henblik på at rekruttere de piloter fra airberlin, der har erfaring med Boeing 737.

SAS overvejer i øjeblikket, om man skal justere sommertrafikprogrammet 2018 i forhold til situationen i Berlin, og Icelandair har allerede besluttet sig for at udnytte situationen optimalt ved at åbne en rute fra Berlin til Keflavik den 3. november i år, så berlinerne kan få adgang til det omfattende rutenet med 19 nordamerikanske destinationer fra den islandske internationale hovedstadslufthavn.

Islandsk offensiv
Netop Icelandair var også aktuel i ugens løb med annonceringen af en ny rute til Cleveland fra maj næste år, og WOW air fulgte trop den følgende dag ved at præsentere ikke færre end fire nye USA-destinationer. Cleveland kommer også på rutekortet hos det islandske lavprisflyselskab, og det suppleres af Cincinatti, Detroit og St. Louis. Det fik direktøren for turistorganisationen Discover America Denmark til at udtrykke sin begejstring over de mange nye ruter til mindre amerikanske byer.

Herhjemme kan rejsende på indenrigsruterne og de regionale ruter med SAS se frem til i september at skulle flyve med CRJ700-fly fra det estiske flyselskab Nordica, da datterselskabet Regional Jet ikke har alle fire ATR72-600 klar, der skal erstatte Jet Times fly på underleverandørkontrakten med SAS.

Mens SAS har budt Regional Jet velkommen som ny wetlease-leverandør, har man i den forløbne uge sagt farvel til schweiziske PrivatJet, der i tre år har beskæftiget et specialindrettet Boeing 737-700 fly for SAS. Flyet, der er døbt Eivind Viking og opkaldt efter en koncerndirektør i SAS, betjente oprindeligt olieruten fra Stavanger til Houston, men har sidenhen været benyttet på ruterne fra København til Newark og det seneste års tid fra København til Boston.

God weekend!