Folder fra Dansk Pilotforening (dpf.info)

Ugen i luftfartsbranchen

De danske SAS-piloter har varslet konflikt, mens SAS indgik en strategisk aftale med Aarhus Lufthavn. Samtidig kunne Cathay Pacific annoncere en ny rute fra Hong Kong til CPH.

Vi er på vej ud af uge 35 og kan vinke endegyldigt farvel til de tre sommermåneder. Der er tydeligvis ved at komme gang i hjulene igen efter sommerferien, og det har ugens nyhedsstrøm også båret præg af.

Arbejdsmarkedsstoffet har fyldt en del, og det hænger sammen med, at SAS-piloterne i Dansk Pilotforening (DPF) har afsendt konfliktvarsel til SAS, da parterne er kørt fast i forhandlingerne om en ny overenskomst. Samtidig kom det frem, at DPF frygter en fjendtlig overtagelse af overenskomsten fra SAS Pilot Union (SPU) via Flyvebranchens Personale Union (FPU). FPU afviser dog, at man forhandler med SAS.

Forhandlingerne om en ny overenskomst bliver tilsyneladende også generet af, at SAS er i gang med at etablere et irsk produktionsselskab. Det lader dog ikke til at påvirke de svenske SAS-piloter, der via Svensk Pilotförening i denne uge indgik en treårig aftale med SAS og Svenska Flygbranschen.

Nye nordiske langdistanceruter
En anden begivenhed i ugens løb var annonceringen af en ny langdistancerute fra København til Hong Kong med oneworld-selskabet Cathay Pacific. Sommerruten etableres med tre ugentlige afgange fra den 2. maj 2018, og det bliver samtidig den første A350-rute fra Københavns Lufthavn.

Ugen bød også på flere rutenyheder på det nordiske langdistancemarked. Norwegian indsætter allerede i det kommende vintertrafiprogram en ekstra ugentligt afgang til Los Angeles fra København, Stockholm og Oslo, og samtidig etablerer det norske lavprisflyselskab en ny crewbase i Los Angeles.

Finnair, der ligesom Cathay Pacific er en del af oneworld-alliancen, kunne også løfte sløret for en ny rute fra Helsinki til Nanjing i Kina fra maj 2018 som følge af adgang til flere overflyvninger over russisk luftrum.

SAS øger i Jylland
Rutenyheder kommer der også i Aarhus Lufthavn, men her må man væbne sig med tålmodighed en måneds tid mere, inden SAS vil sætte navn på “et stort antal ruter”, som man ønsker at åbne fra den østjyske lufthavn i sommertrafikprogrammet 2018.

Det nye strategiske samarbejde mellem SAS og Aarhus Lufthavn blev modtaget med forundring hos lufthavnene i Billund og Aalborg. I Billund mener lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen, at SAS vil kannibalisere på de eksisterende ruter fra Billund til Stockholm og Oslo, hvis SAS vil flyve til de samme destinationer fra Aarhus.

I Aalborg Lufthavn vil man afvente, hvad SAS reelt vil byde ind med, og i mellemtiden har lufthavnen ansat en ny ruteudviklingschef, der fremover skal hjælpe med at tiltrække flere ruter til den nordjyske lufthavn.

God weekend!