Uheldig flykaptajn

Efter at have gennemført en flyvning på 2.600 kilometer og være kommet ned fra mere end 10 kilometers højde, kostede de sidste få meter ned af flytrappen et brud på anklen for en flykaptajn.

Flyvning er den mest sikre transportform i verden. Men det kan alligevel godt være forbundet med fare at gå ind og ud af et fly. Det måtte en flykaptajn fra Egyptair sande, da han for nylig brækkede anklen, da han skulle forlade sit Boeing 737-800 fly.

Flyet havde netop gennemført en flyvning fra München til Cairo på omkring 2.600 kilometer og havde landet planmæssigt i Cairo International Airport med 121 passagerer ombord, skriver Aviation Herald.

I luftfarten er der et velkendt begreb, der hedder “sudden loss of altitude“, altså en situation, hvor et fly i luften pludselig taber højde som følge af eksempelvis mødet med turbulent luft. Den uheldige flykaptajn fra Egyptair var også udsat for et højdetab, der dog var forårsaget af noget helt andet.

Højdeforskel i tømt fly
Kaptajnen hedder Omar Hammam og har i en kommentar til omtalen af historien på diverse medier, selv forklaret årsagen til uheldet.

Flykaptajnen ventede på at skulle forlade flyet som den sidste. Forinden skulle to kørestole hejses ned, og i mellemtiden var flyet blevet tømt for såvel bagage som fragt i lastrummet. Dermed blev flyet lettere, hvilket fik trappen til at flytte sig i forhold til den oprindelige position.

“Jordpersonale og kabinepersonale bør være opmærksomme og sikre, at højdedifferencen forbliver inden for grænserne. Men det skete desværre ikke den dag,“ skriver den uheldige flykaptajn og sender samtidig en hilsen til sine kolleger i luften med “sikker flyvning til jer alle.“