(Foto: Konstantin von Wedelstaedt)

Ukraine-krise sender flyselskaber i knæ

Krisen i Ukraine gør, at CSA Czezh Airlines sætter hver fjerde fly på jorden og afskediger mere end 30 procent af medarbejderne, mens to russiske flyselskab trygler om statsstøtte for at kunne overleve.

For mindre end et år siden lød det som en fornuftig strategi for et østeuropæisk luftfartsselskab at satse på flyvninger til Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker for på den måde at blive bindeledet til Europa. Men efter at krisen i Ukraine er brudt ud, har det vist sig at være en dårlig beslutning. Det må man i hvert fald konstatere hos det tjekkiske flyselskab CSA Czezh Airlines.

Selskabet har mistet så meget trafik som følge af krisen og deraf mindsket rejselyst, at de er nødt til at sætte seks Airbus A320-fly på jorden. Det svarer til mere end hver fjerde af selskabets fly.

Oprindeligt var det planen at tage flyene ud af drift i slutningen af oktober, når vinterfartplanen trådte i kraft og efterspørgslen faldt. Ukraine-krisen har fået selskabet til at fremskynde det træk.

“Vi har besluttet at fremskynde dette trin efter et markant fald i reservationer og passagerer fra Rusland og andre tidligere sovjetiske lande i forbindelse med den ukrainske krise,” siger CSA Czezh Airlines.

Samtidig har CSA Czezh Airlines annonceret, at 280 ud af selskabets 900 medarbejdere skal afskediges. Det svarer til 31 procent af medarbejderskaren.

Korean Air erhvervede i 2013 44 procent af aktierne i CSA fra den tjekkiske stat, efter at regeringen havde gjort flere forsøg på at sælge flyselskabet. Det privatejede tjekkiske lavprisselskab Travel Service ejer 34 procent mens regeringen kontrollerer 19,7 procent af selskabet.

Trygler om hjælp
CSA Czezh Airlines er imidlertid ikke ene om at mærke konsekvenserne af den langvarige konflikt i det østlige Ukraine. Det kan også mærkes hos flere russiske flyselskaber.

Hårdest ramt er Transaero og UT Air, der i kor trygler den russiske regering om hjælp. De to selskaber er henholdsvis Rusland andetstørste og tredjestørste flyselskab efter statsejede Aeroflot.

Krisen har betydet, at færre russere rejser udenlands, ligesom færre udlændinge rejser til Rusland. Og det påvirker selskaberne negativt, fortæller en kilde til den russiske avis Kommersant.

Samtidig tvinger de ukrainske flyveledere ofte de russiske fly til at flyve helt uden om ukrainsk luftrum, når de eksempelvis skal fra Rusland til destinationer i Europa. Ukraines geografiske placering gør, at omvejen uden om landet kan være lang og dyr i brændstof.

Den russiske turistindustri sagde i sidste uge til nyhedsbureauet Tass, at efterspørgslen efter udenlandske feriepakker blandt russere var faldet med mellem 30 procent og 50 procent i år.