Underskriftsindsamling mod flyskat

Den svenske luftfartsbranche forsøger at mobilisere modstandere af den kommende svenske flyskat over hele verden.

Den svenske luftfartsbranchens organisation, Svenskt Flyg, forsøger nu at mobilisere interessenter i både Sverige og udlandet mod den svenske regerings forslag om at indføre en flyskat fra 1. januar 2018.

Regeringen vil beskatte hver flyrejse til destinationer i Europa med 80 svenske kroner (65 danske kroner), mens en flyrejse til en anden verdensdel udenfor Europa i en maksimal afstand af 6.000 kilometer fra Stockholm, skal have tillagt en flyskat på 280 svenske kroner (220 danske kroner). En længere interkontinental rejse får ifølge betænkningen lagt en afgift på hele 430 svenske kroner (335 danske kroner) oveni flybillettens pris.

Formålet med skatten skal ifølge regeringen være, at reducere luftfartens klimapåvirkning, således at Sverige kan nå de miljøkvalitetsmål, som regeringen har opsat. Flyskatten skal netto indbringe den svenske stat omkring 1,75 mia. svenske kroner årligt, hvilket svarer til 1,36 mia. danske kroner.

Ødelægger lokale virksomheder
Ifølge Svenkst Flyg, så vil afgiften kun være en pengemaskine – ikke et gode for miljøet.

”Den foreslåede “klimaskat” har ingen miljømæssige fordele, mens de økonomiske virkninger vil være store. Den foreslåede skat rammer personer med begrænsede økonomiske ressourcer hårdt og ødelægger lokale virksomheder i fjerntliggende områder, der allerede er under økonomisk pres og befinder sig langt fra de store markeder. Internationale flyvninger vil sandsynligvis blive flyttet til nabolande, hvor der ikke er luftfartskat, sammen med job og tilslutningsmuligheder,” pointerer Svenskt Flyg.

At flyvninger kan blive flyttet til blandt andet Københavns Lufthavn er noget, som blandt andre SAS har peget på kan blive konsekvensen af flyskatten.

Over hele verden
Forslaget skal behandles i det svenske parlament, Riksdagen, til efteråret. Inden da vil Svenskt Flyg gerne vise politikerne hvor bredt favnende modstanden mod flyskatten er. Derfor har brancheorganisationen iværksat en underskriftsindsamling, som ikke kun henvender sig til svenskere.

Således har Svenskt Flyg sendt mails om underskriftsindsamlingen rundt til samarbejdspartnere og lignende over hele verden.

”Vi beder nu om hjælp – primært til at sprede ordet og samle underskrifter fra internationale flyselskaber og venner. Som en allieret, der kan blive påvirket negativt af en luftfartsskat, kan du i Sverige eller i et andet land hjælpe os ved at dele kampagnen på dine kanaler. Vi har brug for al den støtte vi kan få for at sprede kampagnen og indsamle så mange navne som muligt til vores underskriftsindsamling, der sendes til Sveriges Finansminister.

Norge indførte sidste år en lignende flyskat, som blandt andet fik Ryanair til at lukke sin store base i Oslo Rygge-lufthavnen.

 

 

Relaterede artikler:

IATA i fælles kamp med SAS i Danmark og Sverige

Svensk luftfartsstrategi med flyskat

Flyafgifter kan tvinge SAS til større ekspansion i CPH

SAS: Interkontinentale ruter kan flytte fra Stockholm til København

Miljøafgift spøger stadig i Sverige