Undersøger revner på Dreamliner-motorer

Verdens største bruger af Boeing 787 Dreamliner, japanske ANA, undersøger flyenes motorer for korrosion og revner.

Som operatør af mere end hver tiende Boeing 787 Dreamliner-fly, så har det givet genlyd verden over, at det store japanske flyselskab All Nippon Airways (ANA) har opdaget problemer med korrosion i flyets motorer og forventer at aflyse op mod 400 flyvninger i de kommende uger, mens problemet udbedres.

Flyselskabets mekanikere har opdaget revner i turbofanen på flere af de Rolls-Royce Trent 1000-motorer, som flyene er udstyret med. Omkring 38 procent af de i alt 445 Boeing 787-8 og 787-9 Dreamliner, som er leveret til dato, er udstyret med Rolls-Royce motorerne, mens de øvrige fly benytter General Electrics-motorer.

Berører ikke andre
Med 50 Dreamlinere har ANA knap hver tredje Dreamliner med Rolls-Royce Trent-motorer. Blandt de selskaber, som også har Rolls-Royce motorer på sine Boeing 787 Dreamliner-fly er blandt andre Norwegian, der bruger flytypen på sine langdistanceruter til og fra Københavns Lufthavn. To andre faste Dreamliner-operatører i Københavns Lufthavn er Air Canada og Qatar Airways. Førstnævnte har et mix af Rolls-Royce og GE-motorer på sine i alt 21 Boeing 787 Dreamliner-fly, mens Qatar Airways har udstyret sine 30 Dreamlinere med GE-motorer.

Rolls-Royce forsikrer dog, at der kun er tale om problemer med motorerne på et fåtal af ANA’s fly og at problemet ikke berører andre flyselskaber.

Som et af de eneste selskaber i verden, så benytter ANA sine Dreamlinere på korte flyvninger af få timers varighed. Det kan ifølge Boeing og Rolls-Royce have en betydning.

Globalt flyveforbud
Det var røgudvikling fra lithium-ion batterierne ombord på netop et Boeing 787 Dreamliner-fly fra ANA, der i 2013 udløste et globalt mere end tre måneder langt flyveforbud til alle Boeing 787 Dreamliner-fly. Hændelsen indtraf den 15. januar 2013 under en indenrigsflyvning. Den kom få dage efter at der udbrød brand i batterierne ombord på et Boeing 787 Dreamliner-fly fra Japan Airlines, da flyet stod parkeret i Bostons Logan-lufthavn. De to hændelser fik luftfartsmyndigheder over hele verden til at trække i nødbremsen og beordre alle Dreamlinere sat på jorden.

Et flyevforbud, som blandt andet tvang Norwegian til at indleje ældre Airbus-fly til opstarten af sine langdistanceflyvninger. Først efter tre måneder kunne Norwegian indsætte sine nye Dreamliner-fly.

 

 

Relaterede artikler:

Boeing får skylden for kortslutning af Dreamliner-batteri

Dreamlinere må flyve igen

Dreamliner-flyvninger aflyst i mere end en måned

Størstedelen af Dreamliner-flåden sat på jorden

Første Boeing 787 Dreamliner leveret